Kvinder sexkrænket til tysk karneval

Tre personer er anholdt for at have krænket og chikaneret kvinder under et karneval i Berlin

Karnevallet har varet siden fredag, og søndag var der optog i gaderne (Video: Newzulu/AP)

Deltog du i karnevallet i Berlin, eller har du oplysninger i sagen, så tip på e-mail til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224

To tyske kvinder er under et karneval i Berlin blevet udsat for seksuelle krænkelser.

Det oplyser politiet til det tyske medie Frankfurter Allgemeine.

Karnevallet har varet siden fredag, og et af de to ofre - en 17-årig pige - var til festlighederne med sin et år ældre kæreste. Mens de dansede, omringede en gruppe af ti unge mænd parret. Her har de angiveligt presset sig op mod pigen og taget på hende. Hun forsøgte at undslippe gruppen, men det lykkedes dem at trække hende tilbage.

Politiet har efterfølgende anholdt en 14-årig dreng og hans to venner, der begge er 17 år. To af dem er af tyrkisk oprindelse, men det er endnu uvist, om den tredje person også har en anden etnisk oprindelse end tysk. Alle tre er kendt af politiet.

Et vidne har ifølge Frankfurter Allgemeine fortalt, at gruppen chikanerede flere kvinder, der deltog i karnevallet.

Politiet undersøger nu, om der sket flere sexkrænkelser mod kvinder under weekendens karneval.

'Modbydelige handlinger'

I januar var Tyskland i chok, efter en række kvinder nytårsaften blev krænket og chikaneret af en større gruppe mænd med indvandrerbaggrund i Køln.

Det fik flere politikere til at reagere, og Tysklands kansler Angela Merkel udtalte efterfølgende, at hun som følge af episoden ville stramme lovgivningen på flygtningeområdet.

- Det, der skete nytårsaften, var modbydelige, kriminelle handlinger, som kræver beslutsomme reaktioner. Lovændringer er i borgernes interesse, men lige så meget i langt de fleste flygtninges interesse, udtalte Angela Merkel ifølge Ritzau.

Også de konservatives integrationsordfører, Naser Khader, var chokeret over gruppens opførsel.

- Den arabiske kultur har en bagside, som jeg ikke bare har aversioner overfor, men som jeg foragter. Det er de traditionelle arabiske mænds forkvaklede forhold til kvinder og vold, skrev han i et Facebook-opslag.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere