Kvissel-anklager: Aldrig oplevet så skiftende forklaringer

Anklager Karina Skou mener, at de tiltalte for drabet på Tine Rømer Holtegaard har tilpasset forklaringerne beviserne

Under det meste af sagen har den 16-årige datter forklaret, at hun tror en hvid mand dræbte hendes mor, men under retssagen skiftede hun forklaring og pegede på Bakhtiar Mohammed Abdullah som drabsmanden. (Foto: Privat/Video: René Schütze)

Anklager Karina Skou lægger stor vægt på Bakhtiar Mohammed Abdullahs tidligere tilståelse i sagen.

Det understregede hun under onsdagens procedure i sagen mod den 16-årige datter og Bakhtiar Mohammed Abdullah.

- De to tiltalte nægter sig skyldige, men jeg har aldrig oplevet så skiftende forklaringer, som er tilpasset beviserne, sagde Karina Skou i sin procedure.

Anklageren lagde vægt på, at Bakhtiar Mohammed Abdullah hele tre gange har afgivet en meget detaljeret tilståelse.

Liget af Tine Rømer Holtegaard fjernes fra hendes bopæl. Hun blev fundet i sin seng 8. oktober i fjor (Foto: René Schütze) Krimi Læs hele sagen: Hvem myrdede Tine?

- Ifølge hans første forklaring dagen efter drabet var han hjemme hele aftenen, men senere samme dag forklarede han, at han mødtes med datteren på Kvissel station, sagde anklageren.

Bakhtiar Mohammed Abdullah fastholdt, at han ikke havde været hjemme hos datteren, men da politiet fandt hans fingeraftryk på trappen op til soveværelset tilstod han 12 dage efter drabet.

- Han kom med sine egne ord med en meget detaljeret tilståelse. Først under en afhøring hos politiet, så under et indenretligt forhør og senere under en påvisning af gerningsstedet, sagde anklager Karina Skou.

Bakhtiar Mohammed Abdullah forklarede bl.a., hvordan han huggede kniven ned i Tine Rømer Holtegaard.

- Han forklarede, hvordan han stod på venstre side, han forklarede, at han stødte hovedet mod skråvæggen og han forklarede, at han ville stoppe, men at datteren sagde, at moderen var ond, sagde Karina Skou.

Ifølge anklageren skete drabet på foranledning af datteren.

- Ifølge hans tidligere tilståelse gav hun ham kniven, og hun førte endda kniven enkelte gange, sagde anklageren.

Se også: 40-årig dræbt i Kvissel: Enkemand: Mor ville have drabstiltalt datter indlagt

Anklageren kaldte også datterens mange skiftende forklaringer for dybt utroværdige.

Datteren startede med at forklare, at hun ikke havde været nogen steder, og at hun hørte et skrig fra soveværelset, kort før hun så en mystisk hvid mand i haven.

- Senere forklarede hun, at hun kun var tre skridt inde i soveværelset, og stadig nævnte hun ikke Bakhtiar, sagde anklageren.

Under en senere forklaring fortalte datteren, at hun så blod på moderen.

- Men det kunne hun ikke se. Der var ikke blod på dynen, og hun var kun tre skridt inde i soveværelset. Det sagde hun kun, fordi hun vidste, hvad der var sket, sagde anklageren.

Under grundlovsforhøret dagen efter drabet erkendte datteren så, at hun havde ringet efter en taxa til Bakhtiar i Kvissel.

- Senere ønskede hun så ikke at udtale sig, og det er hendes ret, men det virker meget mystisk, at man ikke vil udtale sig, når man er sigtet for drabet på sin mor, sagde anklageren.

Anklagemyndigheden har ikke mange tekniske spor, som peger på de tiltalte som gerningsmændene, men ifølge anklageren viser moderens blod på datterens strømpe, at datteren var med under drabet.

Krimi Hun valgte mig fra: Tvillinge-tårer i mordsag

Ifølge anklageren viser teleoplysningerne også, at de to handlede i forening.

- Hun ringede flere gange til ham og bestilte en taxa til ham, inden hun ringede 112.

Anklageren procederede også for, at datterens opførsel under alarmopkaldet og efter politiets ankomst viser, at hun dræbte Tine Rømer Holtegaard i forening med Bakhtiar Mohammed Abdullah.

- Hun forsøgte ikke at redde sin mor, og hun virkede ikke rystet, da hu fik at vide, at hun var død, sagde anklageren.

Motivet for det voldsomme drab var ifølge anklageren, at moderen var en hindring for, at de tiltalte kunne være kærester og senere giftes.

På baggrund af de skiftende og utroværdige forklaringer mener anklageren, at begge de tiltalte skal kendes skyldige.

Senere på formiddagen skal de tiltaltes forsvarere procederer.

Skyldsspørgsmålet afsiges i løbet af torsdagen. Den endelige dom falder først på mandag.

1 af 3 Tine Rømer Holtegaard blev dræbt med omkring 20 knivstik på overkroppen. (Privatfoto)
2 af 3 Bakhtiar Mohammed Abdullah har trukket sin tilståelse tilbage. Nu peger han på datteren som morderen. (Privatfoto)
3 af 3 Under det meste af sagen har den 16-årige datter forklaret, at hun tror en hvid mand dræbte hendes mor, men under retssagen skiftede hun forklaring og pegede på Bakhtiar Mohammed Abdullah som drabsmanden. (Privatfoto)