Kvissel-drabet: Irakisk tiltalt forelsket i offers teenagedatter

40-årig kvinde blev fundet dræbt under dyne i sin seng. I dag begynder retssagen mod hendes datter og en irakisk mand

Den dræbte mor til tre var en populær skikkelse på egnen i Kvissel, hvor hun blev fundet dræbt i sin seng. Hendes egen datter og e 29-årig iraker er tiltalt for knivdrabet i en nævningesag, der begynder mandag. (Video: René Schütze)

Tre børn mistede deres mor, da hun blev stukket ihjel i sit hjem i Kvissel i Nordjylland.

I dag begynder retssagen, hvor en af offerets døtre er tiltalt for i forening med en dengang 28-årig irakisk ven at have slået sin mor ihjel med en køkkenkniv, som dagen efter drabet blev fundet i en grøft 30 meter fra huset smurt ind i blod.

Ekstra Bladet dækker nævningesagen, som kører ved Retten i Hjørring.

Begge tiltalte nægter sig skyldige, samtlige retsmøder op til nævningesagen har været bag lukkede døre, og det er dermed fortsat uvist, hvad der foregik den dystre onsdag aften, hvor den 40-årige kvinde 8. oktober i fjor trak vejret sidste gang.

De to tiltaltes indbyrdes forhold har også været et mysterium, men Ekstra Bladet kan nu løfte sløret for noget af det, der gik forud for tragedien, som har splittet en familie i atomer, har kostet tre søskende deres mor, ødelagt forholdet mellem de tre moderløse børn og gjort den dræbtes ægtefælle til enkemand.

Tiltalt iraker forelsket i drabssigtet datter
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger udspillede der sig op til tragedien et kærlighedsdrama, hvor den 13 år ældre iraker erklærede teenagepigen sin kærlighed. Han ville gerne giftes med hende, når hun fyldte 18 år.

Den nu tiltalte forsøgte at erobre den unge piges hjerte, efter at hendes kæreste, som er den nu 29-årige irakers fætter, var rejst til udlandet.

Artiklen fortsætter under billedet...

Den i dag 29-årige iraker var forelsket i den 13 år yngre pige, hvis mor i oktober sidste år blev fundet død i sin seng. De to står ifølge anklagemyndigheden bag knivdrabet. PRIVATFOTO
Den i dag 29-årige iraker var forelsket i den 13 år yngre pige, hvis mor i oktober sidste år blev fundet død i sin seng. De to står ifølge anklagemyndigheden bag knivdrabet. PRIVATFOTO

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var forholdet til den ældre iraker og en stribe øvrige personer i indvandrermiljøet ikke ligefrem noget, der behagede den unge piges mor.

Og i ugerne og månederne op til dramaet, der har rystet det lille, nordjyske samfund, oplevede den dengang 15-årige piges venner og bekendte, hvordan teenagepigen ændrede adfærd og nærmest udlevede en fascination af det mellemøstlige og muslimske miljø i Frederikshavn.

Den i dag 16-årige drabstiltalte piges forsvarsadvokat Aksel Groth siger til Ekstra Bladet, at han ikke har kendskab til, at konflikterne var mere tilspidsede end helt almindelige konflikter mellem teenagere og deres forældre.

LÆS MEGET MERE I EKSTRA BLADET I DAG, og følg med på ekstrabladet.dk, hvor vi dækker sagen direkte fra retten.