Kyllingefarm brændt ned: 6000 kyllinger døde

Natten til fredag udbrød der brand på en kyllingefarm i Gjern nær Silkeborg. Ingen af de 6000 kyllinger i stalden stod til at redde

Kyllingerne var fanget i stalden, mens den brændte ned. Arkivfoto: Mathias Christensen
Kyllingerne var fanget i stalden, mens den brændte ned. Arkivfoto: Mathias Christensen

6000 kyllinger har mistet livet, efter en kyllingefarm i Gjern ved Silkeborg brød i brand natten til fredag.

Det oplyser Midtjysk Brand og Redning til Ekstra Bladet.

- Vi blev kaldt omkring klokken 03:32, og da vi lander herude, får vi at vide, det er en gårdbrand med dyr. Da vi ankom, brændte en af hønsestaldene. Den var faktisk overtændt, da vi landede herude, og en del af tagkonstruktionen var allerede kollapset.

- Branden var begyndt at bredde sig til et rum, hvor han har maskiner til foder stående. Vi fik den så stoppet derinde, men hele stalden er brændt, og den indeholdt 6000 kyllinger.

Er de alle døde?

- Allesammen er døde, ja. Det var de allerede, da vi landede herude, siger indsatsleder Lasse Magnussen.

Det vides endnu ikke, hvordan branden startede.

- Det kan vi ikke sige noget om endnu. Politiets teknikere vil kigge på det i næste uge, fortæller indsatslederen.

Ingen personer kom til skade ved branden, som kun fik fat i stalden og ikke stuehuset på den anden side af vejen.

- Ejeren bor ikke her på adressen, men nogle af hans ansatte bor på den anden side af vejen. Det var så en forbipasserende, som så flammerne og fik ringet 112 og vækket dem, der bor herinde.

- De har jo sovet, så de har ikke opdaget noget. De havde været i stalden omkring klokken 22 for at få det hele lukket ned og gjort klar til natten.

Branden fortsatte resten af natten og først fredag formiddag forlod Midtjysk Brand og Redning gården.

- Det er fuldstændig slukket nu, vi har haft beredskabsstyrelsen ude, som har hjulpet med at fjerne nogle tagplader med en kran.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere