Lå bag i stjålet bil: Nu er hunden Birk fundet

Efter en kort men intens eftersøgning, er hunden Birk blevet genforenet med sin familie

Rikke Klosters hund blev lørdag morgen stjålet, da ukendte gerningsmænd stjal hendes mands bil. Den er dog nu fundet i god behold. (Foto: Privat)
Rikke Klosters hund blev lørdag morgen stjålet, da ukendte gerningsmænd stjal hendes mands bil. Den er dog nu fundet i god behold. (Foto: Privat)

Lørdagen startede som et mareridt for 48-årige Rikke Kloster og hendes mand, men den endte heldigvis lykkeligt.

Tidligt lørdag morgen blev familiens bil og deres hund Birk nemlig stjålet nær Rådhuspladsen i København, og siden da har Rikke og hendes mand desperat efterlyst hund og bil, af frygt for at hunden skulle lide efter at have befundet sig alene i bilen.

Se også: Hjælp Rikke: Fik stjålet sin bil med Birk bagi

Lørdag eftermiddag fik familien dog gode nyheder igen. Birk er fundet i god behold bag i bilen, hvor han blev efterladt.

Det fortæller Rikke Kloster til Ekstra Bladet.

- Vi håbede, at det kunne lade sig gøre at finde den, inden det blev mørkt, og det kunne det, siger den jublende glade Rikke Kloster.

Fundet af taxachauffør
Hun fortæller, at bilen blev fundet af en taxachauffør på hjørnet af Bjelkes Allé og Jagtvej på Nørrebro i København, omkring to en halv kilometer fra Rådshuspladsen.

- Han havde lige fået rundkastningen over radioen, da han fik øje på nummerpladen. Så min mand tog derud, så snart han havde meldt det ind til taxacentralen og vi fik besked, siger hun.

Der venter nu taxachaufføren en dusør for fundet af hunden, som familien havde lovet.

'Fantastisk'
På trods af de mange timer alene i bilen, har hunden det dog efter omstændighederne godt.

- Han har siddet i sit bur i bilen i ni timer, men han er ved godt humør, og min mand står ved ham nu. Så det ser ud som om, at det er happy ending. Det er fantastisk, siger Rikke Kloster.

Hun er derfor yderst taknemmelig for den hjælp hun har fået af folk, der har hendes eget opslag på Facebook og Ekstra Bladets artikel om sagen.

- Vi er sindssygt glade for al den hjælp, vi har fået, det har været en vild oplevelse, siger hun.

Hun trøster sig også ved, at det formentlig ikke har været en hård oplevelse for hunden Birk.

- Han havde jo lige været på nattevagt, så han skulle alligevel hjem og sove nogle timer. Så jeg tror ikke, at hunden har lidt nogen nød på nogen måde, siger Rikke Kloster til Ekstra Bladet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere