Læderpiske og sexsøgninger belaster forældre i Vejen-sag

Børnetegninger, læderpiske og internethistorik indgår som beviser i sag om mishandling og seksuelle overgreb

Tre kvinder og en mand har berettet om systematisk vold og seksuelle overgreb begået af forældrene i hjemmet i Vejen for mere end 25 år siden.

Forklaringerne understøttes tilsyneladende af beviser, som politiet har sikret sig hos de to tiltalte – en 63-årig mand og en 60-årig kvinde.

I parrets hjem er der fundet en computer, som politiets teknikere har gennemgået.

Det viser sig, at der på fire dage blev foretaget 160 søgninger på pornorelaterede hjemmesider.

Der blev brugt søgeord som "sex mellem mor og søn", "familieporno" og "bedstefarporno".

Ud over computeren har politiet beslaglagt to læderpiske fra de tiltaltes hjem.

Piskene spiller en central rolle i anklagerne mod forældrene.

Ifølge anklageskriftet er et af børnene blevet pisket på ryggen, maven og på kønsorganet, angiveligt fordi hun ikke udførte oralsex på den måde, som hendes far ønskede.

En lægelig undersøgelse af kvinden viser, at hun har adskillige ar på kroppen, der kan stamme fra vold i barndommen.

Hun har også skader i underlivet, der ifølge lægernes vurdering kan være forenelige med seksuelle overgreb.

Ud over læderpiske og søgehistorik indgår en stribe børnetegninger som beviser i sagen.

Tegningerne illustrerer angiveligt de overgreb og den vold, som skal være foregået i hjemmet i Vejen, da børnene var mellem 4 og 11 år gamle.

De forurettede er i dag mellem 30 og 35 år gamle. Tre af dem har afgivet forklaring bag lukkede døre.

En af dem er i så ringe psykisk forfatning, at hun ikke magter at møde op i retten.

Derfor er en tidligere videoafhøring af kvinden blev vist i retten - ligeledes bag lukkede døre.

Børnene blev anbragt uden for hjemmet i efteråret 1992.

En psykolog forklarede onsdag i retten, at han allerede dengang havde mistanke om, at børnene var blevet udsat for seksuelle overgreb.

Men han vurderede, at en politianmeldelse af forældrene på daværende tidspunkt ville være skadelig for børnene.

Det var først i august 2017, at en af de forurettede gik til politiet og anmeldte forældrene.

Det førte til, at politiet skred til anholdelse af forældreparret i november samme år. Siden har de været varetægtsfængslet.

Forældrene nægter alle anklager og siger, at de er opdigtede.

Sagen fortsætter torsdag med anklagerens afsluttende bemærkninger.

Derefter skal forsvarsadvokaterne procedere i sagen. Der falder dom i sagen i næste uge.