Læge tiltalt for drugrape: Kvinde spurgte selv efter piller

Offer mødte sin formodede voldtægtsmand på Tinder. Han nægter sig skyldig

Få dage efter at en nu 32-årig læge havde fået kontakt til en ung kvinde på datingappen Tinder, mødtes de to på Café Norden i København.

Det var allerede her - i de første timer af deres stævnemøde - at bedøvende medicin blev bragt på banen første gang.

- Hun sagde, at hun havde søvnproblemer, og at hun tog sovepiller, forklarer lægen i Københavns Byret tirsdag.

- Jeg sagde, at jeg havde samme problem, og at jeg havde noget, der kunne bruges på samme måde.

Manden er tiltalt for at have bedøvet kvinden med Halcion og derefter voldtaget hende tre gange i løbet af 11 timer en dag i marts sidste år.

Derudover skal han også have taget billeder af kvinden - uden hendes vidende - og filmet voldtægterne med en mobiltelefon.

Lægen er født i Kina, men kom til Danmark omkring 1999. Han har studeret medicin i København, men har også boet i USA.

Ved siden af ham i vidneskranken sidder en tolk, som taler engelsk. Han oversætter enkelte ord, der smutter for lægen undervejs i forklaringen.

Efter mødet på caféen gik lægen og kvinden rundt på Strøget i København, hvor de blandt andet fotograferede byen og kyssede, forklarer manden.

Se også: Læge på anklagebænken: Bedøvede kvinder og voldtog dem

Til sidst endte de oppe i lægens lejlighed. Her skulle de spise og drikke drinks. Manden forklarer, hvordan kvinden igen bragte pillerne på banen.

- På det tidspunkt spurgte hun mig, om jeg kunne vise hende de der piller, siger han i retten.

Den nu 32-årige mand med tilbagestrøget sort hår forklarer, hvordan han tog en bøtte med omkring 100 piller ned fra køkkenskabet.

- Jeg viste dem til hende, og så spurgte hun, om hun måtte tage et par stykker med hjem, siger han.

Men dertil skal lægen efter eget udsagn have svaret, at det burde hun tale med sin egen læge om, og at pillerne derefter blev pakket væk.

Ud over førnævnte forhold er manden også tiltalt for at have puttet sløvende middel i en anden kvindes drink, uden hun vidste det, og voldtage hende.

Der blev efterfølgende fundet rester af medicin i urinen hos begge kvinderne, og hos tiltalte er der også fundet vinglas med rester af blåt pulver.

Ud over de to voldtægtsforhold er manden anklaget for at have filmet andre kvinder uden deres vidende, mens de frivilligt havde sex med ham.

Lægen har tidligere erkendt voldtægterne, men har siden trukket forklaringerne tilbage. Nu nægter han sig skyldig.

Under et grundlovsforhør har han forklaret, hvordan han gav den ene kvinde Halcion, men flere elementer fra afhøringen husker han ikke længere.

Han følte sig efter eget udsagn nødsaget til at tilstå, sådan at han kunne komme ud fra den celle, han sad i, hvor han følte sig lukket inde.

Lægen lider efter eget udsagn af panikangst, hvilket påvirkede ham meget under den første del af hans varetægtsfængsling i sagen.

Det forklarer den nu 32-årige læge i Københavns Byret tirsdag.

- Jeg blev smidt ind i, hvad jeg vil betragte som en isolationscelle med et kradsemærke på væggen, og som næsten var helt mørk.

- Senere protesterede jeg til politiet og sagde, at jeg led af panikangst og ikke kan tåle at være i sådan et værelse, siger han.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere