Læger skifter navn for at skjule fortiden

Læger i politiets søgelys skifter navn for at lægge fortiden bag sig, siger Styrelsen for Patientsikkerhed

Enkelte læger skifter navn for at slippe af med dårlige sager.

Det fortæller Styrelsen for Patientsikkerhed efter en sag fra Aarhus, hvor en læge tog et nyt efternavn efter en fængselsdom i Norge.

Og det er ikke en enestående sag.

- Vi har kendskab til nogle få tilfælde, hvor autoriserede sundhedspersoner vælger at skifte navn undervejs i en sag - enten fordi de er i vores eller politiets søgelys. Det er en måde, man kan prøve at lægge fortiden bag sig på, siger enhedschef Anette Petri fra Styrelsen for Patientsikkerhed til DR Østjylland.

I går fik en 49-årig psykiater tre måneders ubetinget fængsel og frakendt sin autorisation, fordi han i næsten et år udnyttede en kvindelig patient seksuelt, mens han var ansat på psykiatrisk hospital i Risskov.

I 2010 fik han halvandet års fængsel i Norge for en lignende sag, men Sundhedsstyrelsen i Danmark lod ham beholde den danske autorisation, og det lykkedes ham at få arbejde i Aarhus - men under et andet efternavn.

Havde lægefaglig direktør i psykiatri i Region Midtjylland, Per Jørgensen, vidst dét, ville lægen sandsynligvis ikke være blevet ansat.

- Der var mulighed for, at nogen havde genkendt hans navn fra medieomtale, og at vi på den baggrund havde indhentet referencer på ham i Norge.

I Styrelsen for Patientsikkerhed mener Anette Petri ikke, at navneskifte bør snyde nogen.

- Som autoriseret sundhedsperson har du også et autorisations-ID. Det vil altid være det samme uanset hvor mange gange du skifter navn, forklarer hun.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere