Lærer får lang fængselsstraf for voldtægter af 13-årig elev

Lærer på sjællandsk skole voldtog 13-årig pige og krænkede andre elever. Han er nu idømt seks års fængsel

En 32-årig idrætslærer, der mandag er blevet kendt skyldig i at have voldtaget en dengang 13-årig elev adskillige gange, straffes med fængsel i seks år.

Det har dommere og nævninger afgjort i Retten i Næstved.

Retten har lagt vægt på overgrebenes karakter, varigheden af overgrebene, og det faktum, at han var lærer for eleven.

Manden, Bjørn Christiansen, fratages retten til at beskæftige sig med børn og unge under 18 år. Det er sagens grovhed, der ligger bag den beslutning, forklarer retsformand Anders Martin Jensen.

Han er kendt skyldig i voldtægter af pigen og blufærdighedskrænkelser af to andre elever.

Overgrebene stod på fra sommeren 2018 frem til efteråret samme år. I det groveste tilfælde tog han pigen med ud i en skov, hvor han gav hende håndjern og halsbånd på, hvorefter han voldtog hende.

Pigen var traumatiseret og udviste tegn på ptsd efter overgrebene, har en psykolog fortalt i retten.

Læreren har under sagen holdt fast i, at pigen selv opsøgte ham, og at det var et gensidigt seksuelt forhold.

Anklager Siw Olsen gik efter en dom på mindst syv års fængsel.

Lærerens forsvarer, Jeppe Søndergaard, håbede på, at den 32-årige ville få en dom på mellem to til fire år.

Forsvareren bad dommere og nævninger tage højde for, at manden har været udsendt som soldat til Afghanistan i 2008, og i 2014 blev han diagnosticeret med ptsd.

Det er denne ptsd, som ifølge læreren var årsag til det seksuelle forhold til den 13-årige. Han mistede sin dømmekraft, har han forklaret.

Han nægtede sig skyldig i voldtægterne, men retten lagde vægt på pigens forklaring, som retsformanden kaldte "detaljeret, selvoplevet og troværdig".

Inden domsafsigelsen bad læreren om, at retten tog højde for, at han har en kone og et barn på to år, som mangler ham.

- Jeg vil gerne sige, at jeg er meget ked af de ting, der er sket. Varetægtsfængslingen har været ekstremt hård. Det er virkelig ikke nemt. Jeg håber, man vil tage et rimeligt hensyn til min familie, sagde han.

Ud over fængselsstraffen skal han betale 201.000 kroner til den 13-årige pige samt 8.000 og 10.000 kroner til de to andre forurettede.

Manden har udbedt sig betænkningstid med henblik på at anke dommen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere