Lærer fængslet for sex med 15-årig elev: Jeg elskede hende

Engelsk lærers omsorg for sårbar 15-årig pige udviklede sig til en erotisk besættelse

Den britiske lærer Katherine Malyon erkender at have misbrugt sin betroede stilling til at have sex med en 15-årig elev. Det koster hende nu en langvarig fængselsstraf og muligheden for at undervise børn og unge. Foto: Privatfoto
Den britiske lærer Katherine Malyon erkender at have misbrugt sin betroede stilling til at have sex med en 15-årig elev. Det koster hende nu en langvarig fængselsstraf og muligheden for at undervise børn og unge. Foto: Privatfoto

En kvindelig, lærers ekstraordinære interesse for en 15-årig elev på en grundskole i det sydengelske grevskab Dorset udviklede sig i løbet af 2017 i seksuel og kriminel retning.

Pigen var psykisk ustabil og depressiv og var diagnosticeret med en OCD-tvangslidelse.

Men det forhindrede ikke den nu 28-årige lærer, Katherine Malyon, i at indlede et forhold til hende.

Nu koster det i alt læreren tre år og otte måneders fængsel, og hun mister samtidig retten til at undervise i mindst 10 år og vil i samme årrække være registreret på Storbritanniens liste over seksualforbrydere.

Det skriver Daily Mail og det regionale dagblad Dorset Echo.

Lærer elskede elev
I forbindelse med retssagen i Crown Court i Bournemouth skal Katherine Malyon have forklaret, at hun regnede med, at hun og pigen ville gifte sig.

- Jeg elskede hende, lød lærerens erkendelse.

Den detroniserede brite har blankt erkendt, at hun trods flere klare advarsler fra skolens ledelse havde sex med og misbrugte sin betroede stilling i forhold til den sårbare elev.

Katherine Malyon var ellers anerkendt som en engageret, flittig og meget kompetent underviser, og i første omgang var hendes engagement i elevens vanskeligheder udelukkende faglig.

Hemmelige besøg
Men pludselig kyssede Katherine Malyon pigen, og derfra udviklede forholdet sig. I al hemmelighed fastholdt de kontakten.

Pigen aflagde private besøg hos læreren, de var på udflugter i London, og Katherine Malyon begyndte at sende flere sms-beskeder med en tydelig seksuel undertone.

Det ulige forhold blev stoppet i juni 2018, da den på det tidspunkt 16-årige pige fortalte sin mor om overgrebene. Kort efter blev Katherine Malyon suspenderet, og der blev afleveret en politianmeldelse.

Den fængslede lærer angrer ifølge sin forsvarer de kriminelle handlinger, og beklager, at hun lod sig styre af sine følelser for den mindreårige pige.

Katherine Malyon er både kendt skyldig i at have misbrugt et barn seksuelt og i at have udnyttet sin stilling som lærer til at begå overgrebene.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere