Lærervikar anklaget for at binde og slå elever: Tilfældigt afsløret på restaurant

Tiltalt 42-årig lærers voldsregime mod syv-otte årige skoleelever blev afsløret ved en tilfældighed, knap 15 måneder efter at det havde fundet sted

Gudumholm Skole ved Storvorde sydøst for Aalborg har i alt 213 elever og en klasse på hvert klassetrin fra 1. til 9. klasse. Foto René Schütze
Gudumholm Skole ved Storvorde sydøst for Aalborg har i alt 213 elever og en klasse på hvert klassetrin fra 1. til 9. klasse. Foto René Schütze

Det var tilsyneladende en ren tilfældighed, der gjorde, at et forældrepar anede uråd og kontaktede ledelsen på Gudumholm Skole i Storvorde sydøst for Aalborg i juledagene 2016.

På det tidspunkt - mellem jul og nytår - var forældrene ude at spise med deres børn, og de fik store ører, da den ene søskende pludselig sagde til den anden:

- Se, der er ham læreren, som bandt dig henne i skolen.

Kommentaren fik alarmklokkerne til at ringe hos forældreparret, og Gudumholm Skole indkaldte i begyndelsen af 2017 alle forældrene til børnene i den pågældende klasse til et møde for at finde ud af, hvorvidt de nærmest uvirkelige beskyldninger mod en nu 42-årig lærervikar havde hold i virkeligheden.

Eleverne på Gudumholm Skole leger og hygger sig normalt her i skolegården, men for snart to tre-kvart år siden, var der ikke megen leg og hygge over hverdagen for de daværende 2. klasses-elever, som ifølge Nordjyllands Politi blev udsat for systematisk vold, tvang og trusler af en nu 42-årig lærervikar. Foto René Schütze
Eleverne på Gudumholm Skole leger og hygger sig normalt her i skolegården, men for snart to tre-kvart år siden, var der ikke megen leg og hygge over hverdagen for de daværende 2. klasses-elever, som ifølge Nordjyllands Politi blev udsat for systematisk vold, tvang og trusler af en nu 42-årig lærervikar. Foto René Schütze
 

Ved mødet viste det sig, at der angiveligt har været tale om et rent voldsregime blandt de knap 20 elever i den 2. klasse, som i sensommeren 2015 nåede at være under vikarens vinger i cirka to måneder.

- Fra det øjeblik, vi fik henvendelsen fra forældrene i begyndelsen af 2017, har vi taget sagen meget alvorligt, og vi har lige siden støttet politiet i deres efterforskning, siger skolechefen i Aalborg Kommune, Jakob Ryttersgaard, til Ekstra Bladet.

Volds-video årsag til fyring
Efter forældremødet viste det sig, at der muligvis har været adskillige tilfælde af vold, tvang og frihedsberøvelse mod de dengang kun syv-otte-årige børn. Overgrebene fandt ifølge politiets anklageskrift sted fra skoleårets begyndelse i 2015, og indtil lærervikaren - af en anden årsag - blev fyret et par måneder senere i oktober 2015.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skete fyringen, fordi læreren havde vist eleverne en video med meget voldeligt indhold. Han var oprindelig ansat i et tre måneders vikariat.

Indbyggerne i Gudumholm ved Storvorde sydøst for Aalborg er naturligvis rystede over sagen fra den lokale skole. Foto René Schütze
Indbyggerne i Gudumholm ved Storvorde sydøst for Aalborg er naturligvis rystede over sagen fra den lokale skole. Foto René Schütze
 

Skoleleder ved Gudumholm Skole, Martin Theis Eriksen, ønsker ikke at udtale sig om sagen, men henviser til Aalborg Kommunes skolechef Jakob Ryttersgaard. Han - Ryttersgaard - vil dog ikke kommentere oplysningerne om fyringen eller det tankevækkende faktum, at der skulle gå et år og tre måneder, inden skolen og myndighederne fik kendskab til overgrebene.

- Jeg kan kun sige, at vi reagerede prompte fra det øjeblik, vi fik oplysninger om disse meget alvorlige beskyldninger mod en af vores tidligere vikarer, siger Jakob Ryttersgaard.

Bundet fast til borde og pæle
Ifølge det fire sider lange, tætskrevne anklageskrift udøvede den 42-årige lærervikar vold mod børnene som et led i undervisningen. Af de i alt 29 tiltaleforhold fremgår det blandt andet, at vikaren har bundet elever fast til borde og pæle med sjippetov eller tape og derefter har slået dem med linealer, knyttet næve eller et kosteskaft. Overgrebene skete som oftest over for flere elever ad gangen, mens de resterende skulle kigge på.

Den 42-årige har ifølge anklageskriftet truet eleverne med vold, hvis de fortalte noget til politiet eller deres forældre.

Ifølge anklageskriftet med i alt 29 tiltalepunkter blev flere af børnene bundet til pæle og borde og derefter slået med linealer, kosteskaft eller knyttet næve. Den tiltalte 42-årige lærervikar nægter sig dog skyldig i alle forholdene. Foto René Schütze
Ifølge anklageskriftet med i alt 29 tiltalepunkter blev flere af børnene bundet til pæle og borde og derefter slået med linealer, kosteskaft eller knyttet næve. Den tiltalte 42-årige lærervikar nægter sig dog skyldig i alle forholdene. Foto René Schütze
 

- Jeg mindes ikke at have set en sag af en lignende karakter, siger senioranklager ved Nordjyllands Politi, Peter Rask, til Ekstra Bladet.

Han vil i forbindelse med sin bevisførelse gøre brug af i alt 18 videoafhøringer af de involverede børn, ligesom der er indkaldt 14 vidner, herunder flere forældre og lærere.  

Der er afsat 10 retsdage til sagen, som begynder tirsdag ved Retten i Aalborg. Ifølge planen afvikler Peter Rask og den 42-årige tiltaltes forsvarer, advokat Charles Lindberg, procedure 14. juni.

Den tiltalte lærervikar nægter sig skyldig i alle 29 anklagepunkter. Dommen ventes afsagt 22. juni.

1 af 2 De involverede elever i den uhyggelige sag om en lærervikars vold, tvang og trusler går nu i 4. klasse her på Gudumholm Skole. Da overgrebene angiveligt fandt sted, gik børnene i 2. klasse. Foto René Schütze
2 af 2 Gudumholm Skole ved Storvorde sydøst for Aalborg har i alt 213 elever og en klasse på hvert klassetrin fra 1. til 9. klasse. Foto René Schütze

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere