Lagt for had: Teenagere ydmygede handicappet kvinde

Engelske teenagere er nu under politibeskyttelse, efter de kastede æg og mel på en handicappet kvinde

De fire teenagere lagde dette foto ud på snapchat efter overfaldet. Foto: Privat
De fire teenagere lagde dette foto ud på snapchat efter overfaldet. Foto: Privat

De kastede æg og mel på en handicappet kvinde. Efterfølgende lagde de et billede af episoden på sociale medier, hvor de stolte og grinende poserede med deres offer.

Det var fire engelske teenagere i alderen 16-18 år, der stod bag overfaldet. Sagen har vakt stor opsigt i England, og de fire teenagere er nu under politibeskyttelse, fordi man frygter for deres sikkerhed, efter drengene har modtaget et hav af trusler. Det skriver Telegraph.

Episoden skete i en park i Suffolk, hvor de fire teenagere udså sig den 49-årige kvinde som et let offer og overdængede hende med mel og æg. Efter at drengene lagde et billede ud på Snapchat, blev de anholdt, sigtet og efterfølgende løsladt af politiet. Sagen var dog gået viralt og tog for alvor fart, da den engelske komiker, Robin Armstrong, lagde en video på sociale medier, hvor han truede drengene med at offentliggøre deres identitet:

- I fortjener at få revet hovederne af jeres skuldre. Jeg har jeres navne og profilbilleder og vil offentliggøre dem. I vil blive jagtet ud af jeres egen by, lød meldingen fra Armstrong til sine 750.000 følgere.

Efterfølgende er både drengene og deres familier blevet truet på livet og sat under politibeskyttelse. Offeret har bedt om at forblive anonym, men fortæller til engelske medier, at hun er rystet over episoden og nu er nødt til 'at være mere forsigtig'.

De fire teenagedrenge kan desuden se frem til at blive stillet til ansvar for deres gerninger:

- Sådan en opførsel er fuldstændig uacceptabel, og vi tager sagen meget seriøst. Vi ved, at sagen har vakt stor opstandelse og vrede - både i Suffolk og på sociale medier - men alle skal vide, at vi tackler sagen seriøst og støtter offeret, fortæller politiinspektør Anthony Bridgland til The Telegraph.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere