Lampetyverisag kostede venskabet: 'Det var bare noget skrammel fra Politigården'

Sagen om lampetyveriet fra Politigården i København har ifølge tiltalt betjents bedste ven, der også er tiltalt i sagen, kostet dem venskabet

Et venskab er ødelagt efter lampetyverisagen. Foto: Tariq Mikkel Khan
Et venskab er ødelagt efter lampetyverisagen. Foto: Tariq Mikkel Khan

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): Et venskab skal stå mange prøvelser, men en mærkværdig sag har ødelagt et venskab mellem en 46-årig betjent og hans 45-årige bedste ven. Det kom frem ved Københavns Byret onsdag.

Den 46-årige betjent, der var klædt i blå skjorte og slips i retten, er tiltalt for tyveri af tre Art Deco-lysekroner og fem Aage Rafn-lamper i perioden fra januar 2013 til juli 2016 til en samlet værdi af cirka 310.000 kroner fra Politigården i København.

Ud over betjenten og hans tidligere bedste ven, er en 62-årig politibetjent og en 47-årig bekendt tiltalt for hæleri af seks lamper, som de ifølge anklageskriftet skulle have fået af den 46-årige betjent. Alle nægter sig skyldige.

Ifølge vennen kontaktede den 46-årige politimand ham i sommeren 2014 for at spørge, om de ikke skulle få vurderet to Aage Rafn-lamper fra Aage Rafn og en Art Deco lysekrone.

- Min bedste ven sagde til mig, om det ikke kunne være sjovt at få dem vurderet for at se, om de var noget værd, sagde han i retten.

Han undrede sig ikke over, hvorfor hans ven, betjenten, kom til ham med lamperne og lysekronen.

- Han fortalte mig, at det bare var noget skrammel, som han havde fået på Politigården, som bare skulle smides ud, sagde han.

Stolede meget på ven
Den 45-årige tiltalte stolede meget på sin bedste ven, og derfor stillede han ingen kritiske spørgsmål, også selvom de tre lamper fik en vurdering på over 100.000 kroner hos Bruun Rasmussen.

Han havde regnet med, at de ingen ting var værd.

- Jeg synes ikke, at det var underligt, at han kom til mig med dem. Han var jo politimand.

- Jeg stillede ingen kritiske spørgsmål. Det vil vise sig, når sagen er ovre, om jeg var naiv.

- Jeg ville ikke sætte mit liv, min familie og mit job på spil, hvis jeg vidste, at det var ulovlige genstande, sagde den 45-årige.

Efter at der er kommet en sag ud af det, er de to nu ikke længere bedste venner.

- Jeg havde meget stor tillid til ham.

- Vi har ikke noget venskab længere, sagde den 45-årige.

Han fortalte ligeledes, at de sidste to år har været opslidende på grund af sagen.

Kan ikke huske første forklaring
En anden politimand på 62 år er i retten også tiltalt for hæleri af en enkelt Art Deco lysekrone fra Københavns Politigård.

Da han blev anholdt af politiet i august 2016, fortalte han, at han havde købt lysekronen på et gods.

Senere lavede han dog forklaringen om.

- Jeg kan ikke huske, hvad der skete den aften. Jeg gik i panik, fortalte han i retten om afhøringen af ham tilbage i 2016.

I retten onsdag fortalte den 62-årige politimand, at han havde kendt den 46-årige kollega i 20 år på grund af deres arbejde i politiet. Den 62-årige tiltalte fortalte, at han første gang så lysekronen i den yngre kollegas bil.

- Lysekronen er i hans bil, og jeg ser den, og jeg siger, at den passer til mit hjem. Så spørger han, om jeg ikke vil have den. Den var i meget dårlig stand, sagde den 62-årige.

Ifølge den 62-årige tiltalte fik hans søn vurderet lysekronen af Lauritz.com. Ifølge anklageskriftet fik han den vurderet til cirka 25.000 kroner.

- Jeg satte den til salg senere, men ingen købte den. Derefter solgte jeg den privat for 300 kroner, sagde han i retten.

Den 62-årige politibetjent undrede sig dog ikke over, hvor den 46-årige betjent havde fået lysekronen fra, selvom den meget slidte lysekrone var mange penge værd.

- Jeg spørger ham ikke, hvor han har den fra. Jeg tænker ikke, at noget er forkert, sagde den 62-årige i retten.

Der er afsat fire dage til sagen, og der forventes at falde afgørelse 7. september.

Se også: Betjent ændrede forklaring i retten: 'Der var ekstremt pres på hjemmefronten'

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere