Landejendom nedbrændt - en person savnes

Nordjyllands Beredskab har i flere timer arbejdet for at slukke brand i ældre landejendom mellem Skørping og Hobro

Stuehuset står ikke til at redde. Brandfolkene har i stedet forsøgt at redde to udhuse og et drivhus tæt på stuehuset. Foto: René Schütze
Stuehuset står ikke til at redde. Brandfolkene har i stedet forsøgt at redde to udhuse og et drivhus tæt på stuehuset. Foto: René Schütze

SIDSTE:

Nordjyllands Politi oplyser tidligt fredag morgen, at branden er slukket. På grund af fare for nedstyrtning har det ikke været muligt at trænge ind i ejendommen og lede efter den 74-årige beboer, som fortsat savnes.

- Vi kan ikke komme ind og lede endnu. Der er flere værelser på 1. salen, som blandt andet skal gennemsøges, oplyser vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi til Ekstra Bladet.

--

En ældre landejendom på Kraghøjvej nord for Vebbestrup mellem Skørping og Hobro er torsdag aften brudt i brand.

Det oplyser Nordjyllands Politi på Twitter.

Branden er så voldsom, at stuehuset ikke står til at redde.

Branden er anmeldt til alarmcentralen klokken 20.46. Klokken 23 torsdag aften arbejder brandfolk fra Nordjyllands Beredskab stadig på stedet.

Det er endnu uklart, om nogen er kommet til skade i branden. Ejendommen bebos af en ældre mand, oplyser Ekstra Bladets mand på stedet.

- Stuehuset har været totalt overtændt. Alle vinduer er sprængte. Taget er stort set faldet sammen. Og skorstenen er lige blevet fjernet, sådan så brandfolk ikke risikerer, at den vælter ned over dem, siger Ekstra Bladets mand på stedet.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze

Fire brandkøretøjer, en indsatslederbil og også en patruljevogn fra Nordjyllands Politi er til stede ved branden.

- Og så er der lige kommet en kriminalvogn, siger Ekstra Bladets mand på stedet.

Det lader ikke til, at nogen dyr har været i fare under branden.

Nordjyllands Beredskab giver på brandstedet udtryk for, at slukningen kan vare nogle timer endnu.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze

Huset står ikke til at redde.

Vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Fastergaard, oplyser til Ekstra Bladet, at en person savnes efter branden.

- Problemet er, at vi ikke har kunnet komme ind i huset. Vi har en mistanke om, at der er en person inde på adressen, siger vagtchefen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere