Landmand trampet ihjel

Det var ifølge politiet en datter, der fandt den hårdt kvæstede mand livløs på marken. Hun slog straks alarm

En 65-årig, nordvestjysk hobby-landsmand, der mandag aften blev fundet død på en mark i nærheden af Lemvig, blev sandsynligvis trampet ihjel af det kvæg, der gik på marken.

Det konkluderer politiet og embedslægen efter et ligsyn torsdag, skriver TV Midtvest.

Ifølge politikommissær Lilian Jensen betragter politiet sagen som en tragisk ulykke og lukker nu efterforskningen.

Politiet afviste onsdag, at der skulle være sket noget kriminelt.

- Vi har ingen mistanke om, at der er sket en kriminel handling. Men nu må vi se, hvad der kommer ud af ligsynet, sagde Mette Quistgaard, kommunikationsrådgiver i Midt- og Vestjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Livredning virkede ikke
Politiet har tidligere meldt ud, at mandens kvæstelser kunne pege i retning af, at han blev stanget ihjel. Det peger skaderne på hans krop dog ikke på, lyder det nu.

Det var ifølge Mette Quistgaard en datter, der fandt den hårdt kvæstede mand livløs på marken. Hun slog straks alarm og forsøgte sig forgæves med akut hjerte- og lungeredning.

Landmanden blev erklæret død omkring klokken 21.

Se også: Mand blev muligvis stanget eller sparket ihjel på mark