Landsret fængsler 46-årig for hærværk på grave

Byret ville ikke fængsle mand i sag om overmaling af gravsten, men nu har landsretten bestemt det modsatte

81 gravsten blev skændet. Foto: Øxenholt Foto/Ritzau Scanpix
81 gravsten blev skændet. Foto: Øxenholt Foto/Ritzau Scanpix

Vestre Landsret har torsdag bestemt, at en 46-årig mand alligevel skal varetægtsfængsles efter omfattende hærværk på Hadsund Kirkegård. Det oplyser anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi.

Manden blev anholdt af Nordjyllands Politi onsdag, og anklagemyndigheden vurderede, at der var grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør.

For ikke alene var manden mistænkt for i weekenden at have malet tallet 666 på flere end 80 gravsten på Hadsund Kirkegård, han er også sigtet i en lignende sag fra 2016. Her blev cirka 100 gravsten overmalet på Visborg Kirkegård.

Onsdag valgte en dommer ved Retten i Aalborg at løslade manden. Dommeren mente ikke, at der var grundlag for at holde manden indespærret. Men den afgørelse kærede anklagemyndigheden til Vestre Landsret.

Og landsretten har altså torsdag valgt at omgøre afgørelsen fra byretten.

Personalet på Hadsund Kirkegård blev søndag morgen mødt af synet af en lang række gravsten, som var blevet udsat for hærværk.

Stenene var påmalet tallet 666, der også kaldes "Dyrets tal". Det er nævnt i Johannes' Åbenbaring i Det Nye Testamente og anses som et symbol på Djævlen.

På grund af sagen fra 2016 rettede politiet hurtigt mistanken mod den 46-årige, fortalte efterforskningsleder Sune Myrup til Ritzau onsdag.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi havde en mistanke mod ham. Og på baggrund af en række vidneafhøringer i området, så mener vi, at der er grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør, lød det fra Sune Myrup.

Han fortalte, at vidnerne mener at have set den 46-årige i området ved Hadsund Kirkegård.

Den 46-årige mand er sigtet efter straffelovens bestemmelse om groft hærværk.

Den gamle sag fra 2016 er endnu ikke afsluttet. Sune Myrup har ikke umiddelbart en forklaring på, hvorfor sagsbehandlingstiden i den sag har været så lang.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere