Landsretten frakender ulvedræber sit jagttegn

Landsretten stadsfæster dom i sag om ulvedrab

Den dræbte ulv er her filmet fra en traktor samme dag som den blev skudt.

Vestre Landsret har onsdag stadfæstet en dom på 40 dages betinget fængsel for ulvedrab.

Derudover mister den dømte, 67-årige Mourits Troldtoft, sit jagttegn og retten til at erhverve det de næste to år.

Specialanklager Ulrik Panduro havde krævet Troldtoft idømt mindst seks måneders ubetinget fængsel og frakendelse af jagttegnet.

Drab på en fredet ulv er en grov forbrydelse, lød det fra anklageren.

Han finder det skærpende, at Mourits Troldtoft affyrede tre skud, mens han sad i sin Toyota Landcruiser.

OVERBLIK: Sagen om ulvedrab begyndte med tre skud

Det er samme fængselsstraf, som han blev idømt sidste år ved Retten i Herning. I landsretten får Troldtoft dog også frataget sit jagttegn.

Læs om forløbet her:

* Ulven blev skudt på en mark ved Ulfborg 16. april 2018 klokken 14.26.

* En fotograf, der befandt sig i nærheden, optog hændelsen på video.

* Mourits Troldtoft blev efterfølgende sigtet og senere tiltalt for at have skudt og dræbt en ulv.

* Den 67-årige mand blev tiltalt for overtrædelse af jagtloven og for at have skudt et fredet dyr.

* Han erkendte i byretten at have affyret tre skud mod dyret i den tro, at det formentlig var en krydsning mellem en hund og en ulv.

* Ulven har siden 1992 været en fredet og beskyttet dyreart i EU. Men en hybrid - en krydsning mellem en hund og en ulv - er ikke beskyttet.

* Dog må hybrider først skydes, når myndighederne har undersøgt dyret og bekræftet, at det er en hybrid. Herefter kan myndighederne give tilladelse til, at det må skydes.

* Domsmandsretten kendte Troldtoft skyldig i den rejste tiltale 28. september 2018.

* Han blev idømt 40 dages betinget fængsel, men fik lov at beholde sit jagttegn.

* Dommen blev anket af både Mourits Troldtoft og anklagemyndigheden.

* Parterne enedes om at få lavet en supplerende dna-erklæring for en ekstra gang at slå dyrets genetik fast.

* Den nye undersøgelse foretaget af tyske Senckenberg Research Institute fastslår, at det dræbte dyr var en ulv uden tegn på hybridisering med hund.

* Der er ifølge instituttet tale om en et år gammel hunulv med kodenavnet GW923F, som kom til verden i 2017 som en ud af otte hvalpe i det såkaldte Ulfborg-kobbel.

* Specialanklager Ulrik Panduro krævede i landsretten Troldtoft idømt mindst seks måneders ubetinget fængsel samt en frakendelse af jagttegnet.

* Forsvarsadvokat Jan Schneider krævede omvendt, at den tiltalte frifindes eller højst idømmes en bøde.

* Landsretten stadfæster fængselsstraffen på 40 dages betinget fængsel, men fratager Troldtoft jagttegnet.

Kilder: Anklageskriftet, Retten i Herning, Danmarks Jægerforbund, Ritzau.

Argumentet fra Troldtoft om, at han antog dyret for at være en hund, muligvis med ulveblod i årene, gav anklageren ikke meget for.

- Ethvert seksårigt barn, der ser et billede af det her dyr, vil sige, det er en ulv.

- Nu er det ikke et barn, vi har med at gøre, men en forstkandidat, der har arbejdet med skov- og landbrug hele sit liv.

- Han sidder i lædersædet på sin Toyota Landcruiser med sin Leupold jagtkikkert. Han kan godt se, hvad det er for dyr, han skyder, sagde Ulrik Panduro.

Men den 67-årige vestjydes advokat, Jan Schneider, mente at retten skulle sætte sig ind i, hvad det var for en situation, Troldtoft befandt sig i.

- Han har ikke skudt det her dyr af ondskab, men fordi han ikke så anden udvej, sagde forsvareren.

Det er ifølge Jan Schneider let at være bagklog og vurdere, at Troldtoft aldrig skulle have løsnet skud.

- Men hvis du har stået ansigt til ansigt med en fåreavler, der måske har fundet 10-15 af sine dyr dræbt eller lemlæstet, så vurderer man bare tingene lidt anderledes, sagde Jan Schneider.

Ulven genindvandrede i 2012 til Danmark efter næsten 200 års fravær.

Siden da er der fundet spor efter adskillige ulve rundt omkring i Jylland. Aktuelt mens der at være fem voksne ulve og seks hvalpe.

Den et år gamle hunulv, der blev skudt 16. april 2018, var en af otte hvalpe fra det såkaldte Ulfborg-kobbel.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere