Landsretten ophæver mørklægning i formodet drabsforsøg på Paludan

Grundlovsforhør blev holdt for såkaldt 'dobbelt-lukkede døre'. Men mørklægningen gik for vidt, mener Vestre Landsret

Politiet skød den 52-årige mand i benet, da han trak en kniv mod Rasmus Paludan og nægtede at smide kniven. Episoden førte samme aften til uroligheder i Gellerup. Video: Øxenholt Foto.

Hemmelighedskræmmeriet gik for vidt, da to mellemøstlige mænd på 52 og 40 år blev fremstillet i Retten i Aarhus 6. juni og sigtet for drabsforsøg på Rasmus Paludan, Stram Kurs, under hans demonstration i Gellerup 5. juni.

Det siger Vestre Landsret i en kendelse, som omgør byrettens beslutning om, at grundlovsforhøret blev holdt for såkaldt ’dobbelt-lukkede’ døre, hvor end ikke sigtelserne mod mændene blev læst op.

Politiet havde ellers inden retsmødet oplyst i en pressemeddelelse, at den 52-årige sigtedes for drabsforsøg på Rasmus Paludan, mens den 40-årige sigtedes for medvirken.

’Skader efterforskningen’
Alligevel krævede specialanklager Jesper Rubow, at de konkrete sigtelser blev hemmeligholdt:

– Der er visse detaljer i sigtelsen, som vil skade efterforskningen, sagde han og henviste også til, at åbenhed kunne skade efterforskningen hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der undersøger politiets skud mod den 52-årige.

Den 52-årige blev skudt i benet af en betjent, da han nægtede at smide den kniv, som han angiveligt forsøgte at dræbe Rasmus Paludan med.

Forsvarerne og pressen protesterede i grundlovsforhøret mod hemmeligholdelsen, men anklageren fik medhold af dommer Joy Winther.

Dobbelt-lukkede døre betyder, at også den indledende forhandling om dørlukning holdes for lukkede døre. Konsekvensen er, at både identiteten på den eller de sigtede samt sigtelserne mod dem kan hemmeligholdes ligesom de sigtedes stilling til sigtelserne ikke kommer frem.

Kærede kendelsen
Ekstra Bladet kærede den dobbelte dørlukning til Vestre Landsret, og henviste blandt andet til politiets egne oplysninger og rolle i sagen og den offentlige interesse, fordi Rasmus Paludan er en offentligt kendt person.

I grundlovsforhøret sagde den ene forsvarer, advokat Troels Lind Pedersen, at sigtelserne efter hans mening ikke indeholdt oplysninger, som kunne skade sagens oplysning ved en offentlig gengivelse.

Nu siger landsdommerne i Vestre Landsret, at efter indholdet af sigtelserne og sagens omtale i medierne inden retsmødet, 'er der ikke grundlag for at antage, at dobbelt dørlukning var nødvendig af hensyn til sagens oplysning.'

Landsretten mener heller ikke, at hensynet til DUP’s efterforskning af politiets skud giver grundlag for hemmelighedskræmmeriet.

Vestre Landsret skriver: 'Dørene burde ikke være lukket under forhandlingen om, hvorvidt dørene skulle lukkes i retsmødet den 6. juni 2020'.

Derfor har Ekstra Bladet nu anmodet Retten i Aarhus om at udlevere de hidtil hemmeligholdte sigtelser i sagen om det formodede drabsforsøg på Rasmus Paludan.

Den 52-årige var ved demonstrationen iklædt hvidt og rødt tøj. Foto: Claus Bonnerup 112 - 6. jun. 2020 - kl. 17:12 Knivmand på krykker i retten