Langvarig efterforskning mod slik-ejer: Fandt tusindvis af sedler i sort sæk

Den slik-ejer, der er sigtet for momssvindel for millioner, har været i Skats og politiets søgelys i flere år

Det var på denne adresse politiet i går ransagede en virksomhed, der importerer slik. (Foto: Michael Nordborg/Alarm112danmark.dk)
Det var på denne adresse politiet i går ransagede en virksomhed, der importerer slik. (Foto: Michael Nordborg/Alarm112danmark.dk)

Skat og politiet har i flere år været på sporet af den mand fra Slagelse, som i går blev anholdt efter en kæmpe ransagning af hans sliklager og sigtet for at have snydt staten for mindst 27 millioner i manglende afgifter og moms.

Det fortæller politikommisær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Johannes Skree-Lassen, til Ekstra Bladet.

- Vi fik anmeldelsen fra Skat i 2014, men svindlen er foregået i 12 og 13. Her kan vi helt konkret se, hvad virksomheden har importeret fra udlandet, og vi kan se, hvad han har afleveret i regnskaberne, og de to ting matcher ikke. Der mangler moms og afgifter for 27 millioner for de to år, siger han.

Se også: Rottelort og gift: Politiet beslaglægger 100 tons slik

De kan dog ikke sigte ham for noget i 2014 af en simpel grund.

- Han kan bare sige, at han først skal aflevere sin selvangivelse i september 2015 og dermed først afregne alt det, der er foregået i '14 på det tidspunkt.

Selve ransagningen i går blev foretaget både på et kæmpemæssigt sliklager i Slagelse, hvor der blev fundet op mod 100 ton slik og chokolade, samt på indehaverens private bopæl. Ifølge politiet blev der fundet omkring 200.000 - 250.000 kroner i kontanter fordelt på tre steder, heriblandt en sort sæk fyldt med sedler.

- De fleste penge blev fundet i privatboligen, resten blev fundet på et kontor i lagerbygningen, som jeg gætter på var fra den kontante omsætning fra en tidligere dag.

Se også: Slik-ejer sigtet for million-snyd: Mener fjende har sladret til SKAT

Den sigtede nægter overfor Ekstra Bladet, at der er tale om så høje beløb, men det afviser politiet.

- Vi er ved at lukke sækken op og glatte sedlerne ud, så vi kan få talt dem helt præcist. Men det blev anslået, at der var omkring 200.000 - 250.000 kroner i alt. To steder med 100.000 og et sted med 50.000 kroner, siger han.

Selve varelageret, hvor der blev fundet rottelort, blev brugt af andre bland selv-butikker, når de skulle fylde slik op i deres butikker.

- Vi afviste nogen under aktionen. De kom kørende og skulle hente slik. Så måtte vi sige, at butikken var lukket. Vi ved desværre ikke, hvem han har solgt det til, og jeg gætter på, at mange har handlet kontant med ham.

De mange ton slik er nu blevet beslaglagt af Fødevarestyrelsen efter fund af rottelort og rottegift.

- Lageret så meget uskyldigt ud, lige indtil vi fandt rottelort i hjørnerne og på kasserne. Havde vi ikke fundet det, måtte vi lade det stå, fordi stedet var godkendt af Fødevarestyrelsen til at opbevare slik.

Han forventer, at sagen først vil komme for retten indenfor et år til halvandet.

Den sigtede slik-ejer oplyser til Ekstra Bladet, at han ikke har gjort noget galt, og at han vil blive frikendt for anklagerne om momssvindel.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere