Lastbil brager ind i bom: Tunnel er lukket

Den trafikerede tunnel er lukket i begge retninger tidligt onsdag morgen

Guldborgsundtunnelen mellem Lolland og Falster er lukket i begge retninger tidligt onsdag morgen efter et trafikuheld tidligere på natten.

Den ventes at åbne igen før klokken 8.00, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

- Det, der er sket, er såmænd ret udramatisk. En polsk lastbil rammer en bom i forbindelse med noget arbejde dernede og slår så bommen i stykker. Nu skal den bom skæres af, og det er derfor, at tunnelen er lukket de næste timer, siger vagtchef Ehm Christensen.

Tunnelen er en del af Sydmotorvejen og er ifølge vagtchefen "absolut trafikeret stort set døgnet rundt".

- Heldigvis er tidspunktet for åbningen rimelig fornuftigt lige nu. Vi håber ikke, at der kommer kødannelse, men hvis der sker noget uforudset, kan der godt blive lidt, lyder det fra Ehm Christensen.

Tunnelen blev lukket lidt før 05.00, og prognosen er, at den åbnes igen to til tre timer efter det.

Bilister, der normalt benytter sig af tunnelen, kan alternativt benytte sig af rute 153 og 293 gennem Guldborg eller køre over Nykøbing Falster.

- Jeg kan kun opfordre folk til, at de lytter til trafikradioen, lyder rådet fra Ehm Christensen.

Chaufføren i den forulykkede lastbil slap uden skader fra uheldet. Det er ikke politiets opfattelse, at han har været påvirket af alkohol eller andet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere