Lastbil rammer hus efter sammenstød med varebil

Betydelige skader på både køretøjer og hus, oplyser politiet

TV: René Schütze

Ved du noget? Mail 1224@eb.dk eller sms/mms 1224 til alm. takst

En lastbil og en varebil er stødt sammen på Hadstenvej i Randers.

I forbindelse med sammenstødet har både lastbilen og bilen ramt et hus på Hadstenvej 105.

Tre personer er angiveligt kommet lettere til skade ved uheldet.

Kørt på skadestuen
- De tre personer er kørt på skadestuen, oplyser kommunikations-medarbejder Jeanette Løv Rasmussen til Ekstra Bladet.

Ifølge kommunikations-medarbejderen er der sket 'betydelige' skader på både de implicerede køretøjer og huset, som lastbilen ramte.

De to køretøjer er nærmest styrtet ned i huset, som ligger flere meter lavere end selve landevejen. Huset er beskyttet af et autoværn, som dog ikke har hjulpet meget.

Huset smadret
Ejendommen har slået store revner, der er et større hul i muren og lastbilens kran har tillige lavet et større  hul i taget.

Der befandt sig ingen personer i huset, da de to biler drønede ned i det.

Uheldet har givet trafikale problemer i morgentimerne. Men vejen er nu atter farbar i begge spor.

Uheldet skete ved 8.30 tiden.

Rednings-mandskab går i løbet af formiddagen i gang med det store arbejde at få halet bilerne fri.

Det kan betyde, at Hadstenvej atter lukkes.