Laver nye undersøgelser i drabssag

Ingen er sigtet i drabssagen, hvor 31-årig blev skudt og dræbt

Den 31-årige Abdinur Ismail blev dræbt af skud på en parkeringsplads. Privatfoto
Den 31-årige Abdinur Ismail blev dræbt af skud på en parkeringsplads. Privatfoto

Drabet på 31-årige Abdinur Ismail i Egeparken i Vollsmose 24. juni i år er stadig uopklaret, og Fyns Politi var tirsdag og igen i dag til stede i Vollsmose.

- Vi kan bekræfte, at vi er tilstede i Vollsmose for at foretage yderligere undersøgelser i forbindelse med drabssagen, men vi kan ikke sige yderligere om det på nuværende tidspunkt, siger vicepolitiinspektør Jesper Weimar Pedersen.

Se også: Politiets teori: Tilfældigt offer i bandekonflikt

Ingen er blevet sigtet i sagen, hvor den 31-årige Abdinur Ismail  blev dræbt. og en jævnaldrende blev hårdt såret, men politiet skriver i en pressemeddelelse, at de fortsat efterforsker 'på højtryk for at fange gerningsmanden/-mændene og kaste lys over, hvad der skete.'

Den dræbte var tilsyneladende et tilfældigt offer. Han havde været i moské og skulle på arbejde som nattevagt på Coops centrallager. Han rundede sit hjem og befandt sig på parkeringspladsen i Egeparken, da ukendte gerningsmænd skød løs.

Skudsåret banderelateret
Skyderiet menes dog at have rod i en konflikt mellem to grupperinger i området. En anden 31-årig blev såret af skud, og den mand har ifølge politiet nogle personlige relationer til folk i bandemiljøet.

Se også: Familie har gribende appel i drabssag

Politiet har tidligere været ude og efterspørge videooptagelser, billeder eller andet materiale fra gerningsstedet.

- Der findes disse videoer, og jeg vil gerne opfordre til, at man deler dem med os, politiet, fremfor, at man deler dem med hinanden, har Jesper Pedersen, Fyns Politi, tidligere sagt til Ekstra Bladet, hvor han opfordrede alle, der måtte sidde inde med viden - eller måtte have set noget - om at henvende sig til politiet:

- Også selvom, at det kun er en meget lille detalje, så kan det være den detalje, der er brikken, der skal til for, at politiet får et gennembrud, fortæller Jesper Pedersen.

Fyns Politiet har fortalt, at efterforskningen kører ad flere spor, og at et af sporene har fokus på de tekniske spor i sagen.

- Når vi arbejder i et miljø, hvor der ikke er særligt mange, der har lyst til at tale med os, så bliver de tekniske spor vigtige elementer i efterforskningen, sagde vicepolitiinspektør Richardt Jakobsen 7. juli.

Har man oplysninger i relation til sagen, kan man kontakte Fyns Politi på telefon 114