Laver visitationszone efter konflikt mellem to nye bander

Flere episoder med skyderier i det offentlige rum får nu politiet til at oprette visitationszone i København

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

En konflikt mellem to forholdsvist nye bandegrupperinger og flere skudepisoder i det offentlige rum inden for den seneste tid får nu Københavns Politi til at oprette en visitationszone.

På den måde kan betjentene i en begrænset periode gå direkte i lommerne på de kriminelle.

Det er grupperingen Nordvest Copenhagen og en endnu ikke oprettet gruppering med tilholdssted omkring Husum, der er i konflikt, og det er episoder som skyderiet den 13. juni i området omkring Bogtrykkervej og mod Gadelandet i Husum og skyderiet i nat på Frederiksborgvej i Københavns nordvestkvarter, der har fået politiet til skride til værks.

Københavns Politi har tidligere haft gode erfaring  med visitationszone, siger ledende politiinspektør Allan Nyring.

- Det betød faktisk, at der kom ro i området for de her kriminelle, som rendte rundt med våben. De havde ikke lyst til at blive taget med våben, og det her giver os mulighed for at gå direkte i lommerne på dem og fjerne de våben, som de måtte have, siger ledende politiinspektør Allan Nyring.

- Kan du sige noget om de to grupperinger, der er i konflikt?

- Nordvest har vi hørt lidt om før. De var meget aktuelle for nogle år tilbage, Der var vi så heldige at få puttet nogle af de mest toneangivende i fængsel. Men de sidder stadig i fængsel, så hvorfor den pludselig markerer sig igen, det er nogle af de ting, vi prøver at efterforske på, siger han og fortæller, at Husum-gruppen er en meget løst sammensat gruppe, som de ikke kender så meget til.

Oppe mod hinanden
- Problemet med grupper i dag er, at dem, som er venner den ene dag, er uvenner den næste, så det flyder rundt med de forskellige grupperinger, efter der er kommet de mange forskellige udenlandske grupperinger. Så vi er blevet lidt tilbageholdende med at kalde dem noget, fordi det skifter så hurtigt, som det gør. Derfor vil vi hellere anvende den her løsere formulering. Men der er ingen tvivl om, at de her to grupperinger er oppe mod hinanden, siger han. 

- Ser I skudepisoderne de seneste dage som 'byttere'?

- Det er to grupperinger, som vi ikke kalder bander, fordi vi ikke er helt sikre på, hvor fasttømret eller løst, det er. Og det vi har oplevet i andre sammenhænge er, at det  sommetider er nogle mærkelige ting, der trigger det. Det kan både være opgør omkring hash, det kan være kæresteuenighed, eller nogle, der har kigget på nogle forkerte. Og vi er ikke klar over, hvad der præcist har trigget det her, siger han.

Visitationszonen gælder i et afgrænset geografisk område fra fredag den 15. juni kl. 15.00 til fredag den 30. juni kl. 15.00. Her kan politiet stikprøvevis visitere personer, undersøge tøj og andre genstande samt køretøjer.

- Der har været ro på længe, og nu blusser det op. Ser I på det med bekymring?

- Vi ser altid på det med bekymring, når der bliver skudt i det offentlige rum. Også fordi risikoen for, at andre bliver ramt, er til stede, hver eneste gang der bliver løsnet et skud. Så ja, vi ser det som en bekymring, men når vi så kan se, at det begynder at blive lidt for hyppigt, så er det, vi prøver at imødegå det med det værktøj, vi har, i form af visitationszonen, siger Allan Nyring.

Visitationszonen løber fra kredsgrænsen mod nord fra Grønnemose Allé og så mod uret til Slotherrensvej – Sallingvej – Hillerødgade – Nordre Fasanvej – Lygten – Tagensvej - Rovsinggade – Lersø Park Allé – Tuborgvej – Emdrupvej – Grønnemose Allé.

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere