Ledende fængselsbetjent tiltalt for vold: Bankede fanges hoved i gulvet og tværede ansigt rundt i madrester

60-årig mellemleder ved jysk fængsel er nu tiltalt i en voldssag mod en indsat

Det var i Enner Mark statsfængsel, at voldsepisoden i følge anklageskriftet udspandt sig.
Foto: Jesper Nørgaard Sørensen
Det var i Enner Mark statsfængsel, at voldsepisoden i følge anklageskriftet udspandt sig. Foto: Jesper Nørgaard Sørensen

En 60-årig mellemleder, ansat ved Enner Mark Fængsel uden for Horsens, er nu tiltalt i en sag om vold mod en indsat. Det fremgår af anklageskriftet i sagen.

Ifølge anklageskriftet udspandt voldsepisoden sig i en sikringscelle, hvor den indsatte var anbragt. Her beskrives det, hvordan mellemlederen angiveligt skubbede den indsatte omkuld på sengen, og her fastholdt ham.

Herefter greb han om fangens nakke og hår, trak ham ned på gulvet og kørte hans ansigt rundt i nogle madrester, der lå på gulvet.

Se også: Fængselsbetjent meldt til politiet

Den 60-årige skulle også have trykket fangens ansigt ned i en madbakke, alt imens han råbte, at fangen skulle æde maden.

Efterfølgende har han ifølge anklageskriftet flere gange banket den indsattes hoved ned i gulvet. Den indsatte pådrog sig skader i ansigtet, på arme og ben og fik revet flere totter hår af.

Ifølge Horsens Folkeblad har den 60-årige fængselsbetjent været fritstillet siden episoden.

Institutionschef på fængslet, Annette Bækgaard, bekræftede i maj, at det var fængslet selv, der anmeldte den 60-årige. Derudover ønskede hun ikke at kommentere sagen.

Den indsatte, der har indvandrerbaggrund, afsoner en dom på 14 måneders fængsel for blandt andet flere forsøg på vold mod fængselsbetjente i forbindelse med, at han har siddet varetægtsfængslet, skriver Horsens Folkeblad.

Det er uvist, hvordan den 60-årige mellemleder stiller sig til tiltalen.

Sagen bliver behandlet ved Retten i Horsens i september.

Afdeling E på Enner Mark Fængsel råder over 24 pladser fortrinsvis for indsatte med banderelationer.