Lejlighed udbrændt i nat

En taglejlighed i Hadsund er udbrændt natten til onsdag. Der var ingen hjemme

En taglejlighed udbrændte, da der natten til onsdag udbrød brand på Vestergade i Hadsund.

Da brandvæsenet nåede frem, stod der flammer ud af vinduerne, fortæller indsatsleder René Nikolajsen fra Falck til DR P4 Nordjylland.

- Der var ingen hjemme i lejligheden. Det var naboerne, der slog alarm, og alle var ude af huset, da vi gik i gang, siger han.

Lejligheden er totalt udbrændt, mens der er vandskader på andre lejligheder i opgangen.

Det er endnu usikkert, hvordan branden opstod.