Lennons morder: Jeg skammer mig mere og mere

Mark David Chapman fortæller, at han har fundet Jesus og fortryder drabet på tidligere Beatles-stjerne

Mark David Chapman afsoner en dom på mellem 20 års fængsel og livstid for drabet på John Lennon i 1980. Foto: AP
Mark David Chapman afsoner en dom på mellem 20 års fængsel og livstid for drabet på John Lennon i 1980. Foto: AP

Mark David Chapman, der dræbte John Lennon i 1980, har fortalt, at han 'skammer sig mere og mere' som tiden går efter drabet på den tidligere Beatles-stjerne.

Det skriver Associated Press.

- For tredive år siden følte jeg ingen skam, men jeg ved, hvordan skam føles i dag, lød det fra Mark David Chapman, da han tidligere i år søgte om prøveløsladelse fra fængslet.

Chapman, 63, gav udtryk for anger, da han for tiende gange søgte om prøveløsladelse fra Wende Correctional Facility, hvor han afsoner en straf på minimum 20 års fængsel.

Chapman fik dog igen afslag på sin anmodning om at blive løsladt – ikke mindst fordi Lennons enke, Yoko Ono, havde modsat sig. Hun har sagt, at hverken hun eller parrets to sønner ville føle sig trygge, hvis Chapman er på fri fod.

John Lennon og Yoko Ono fotograferet i august 1980. Foto: AP
John Lennon og Yoko Ono fotograferet i august 1980. Foto: AP

Mark David Chapman, 63, dræbte John Lennon i New York 8. december 1980. Han skød Lennon på åben gade få timer efter, at han havde fået musikerens autograf.

'Gå nu bare hjem'
Chapman fortalte prøveløsladelsesnævnet, at han oprindeligt var i tvivl om, hvorvidt han skulle gennemføre drabet.

- Men jeg havde allerede taget første skridt, fortalte han og tilføjede:

- Jeg husker, at jeg tænkte 'Hey, nu har du fået hans autograf. Gå nu bare hjem’. Men det var udelukket, at jeg bare kunne gå hjem.

Chapman forklarer, at han har ’fundet Jesus’ i fængslet, hvilket angiveligt har forandret ham. Han erkender, at den smerte, han har forvoldt, vil fortsætte længe efter hans død.

Mark David Chapman har siden 2000 kunnet søge om prøveløsladelse hvert andet år. Næste gang, han kan søge, er i august 2020.

John Lennon ville være 78 år i dag, hvis han stadig levede. Han blev født i Liverpool i 1940 og nåede enorm popularitet som frontfigur i det legendariske band The Beatles.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere