Letland kritiserer Danmark på grund af udlevering

Mens 46-årige lettisk mor sultestrejker i Vestre Fængsel, har Letland sendt en særlig appel til Danmark

Danmarks ambassadør i Riga, Flemming Stender, blev mandag kaldt til møde i Letlands udenrigsministerium. Årsagen er, at danske myndigheder har besluttet at udlevere en lettisk kvinde til en straffesag i Sydafrika.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Letlands udenrigsministerium. Danmark opfordres til at overholde menneskerettighederne.

Mødet skyldes blandt andet bekymring over, at den danske anklagemyndighed vil gennemføre udleveringen af 46-årige Kristine Misane på onsdag.

Det er, to dage før Østre Landsret efter planen skal afholde retsmøde om fængslingen af hende. I pressemeddelelsen bliver Danmark anmodet om at afvente fredagens retsmøde.

Anledning til retsmødet er, at en dommer i Københavns Byret 30. januar besluttede at løslade Kristine Misane. Dette protesterede en anklager imod. Han appellerede afgørelsen til landsretten.

Samtidig blev det bestemt, at Misane skulle blive i sin fængselscelle, indtil landsretten har talt.

Mandag eftermiddag oplyser kvindes advokat, Henrik Stagetorn, at anklagemyndigheden har ændret holdning. Nu vil man alligevel afvente retsmødet.

- Det er hun naturligvis lettet over, siger han.

Letland er uforstående over grunden til, at Danmark vil udlevere en EU-borger til et tredjeland, hvor menneskerettighederne krænkes.

Via diplomatiske kanaler og ad politisk vej har det baltiske land flere gange forsøgt at forhindre en udlevering af Kristine Misane til Sydafrika.

I januar forsøgte Letlands rigsadvokat at arrangere et møde med sin danske kollega, Jan Reckendorff. Men det blev afslået fra dansk side, har Letlands rigsadvokat tidligere oplyst.

Den 46-årige kvinde indledte fredag aften i Vestre Fængsel en sultestrejke i protest mod, at anklagemyndigheden ikke vil vente på landsretten.

- Vi opfordrer Danmark til at have særlig opmærksomhed på hendes helbredstilstand, hedder det i mandagens pressemeddelelse.

Kristine Misane har efterhånden opholdt sig i Vestre Fængsel i 14 måneder. Hun frygter for sit liv, hvis hun udleveres, har hun sagt.

Sydafrikas efterlysning skyldes, at Kristine Misane fjernede sin tre-årige datter fra Sydafrika i strid med en domstolsafgørelse. Barnets far bor i Sydafrika. Misane har beskyldt ham for vold.

Sidste år besluttede Østre Landsret at godkende en udlevering. Det skete blandt andet med en begrundelse om, at Rigsadvokaten havde givet Letland mulighed for at overtage retsforfølgningen.

Dette var imidlertid ikke en reel mulighed, fremgår det af en redegørelse, som Letlands rigsadvokat har sendt til Ritzau. Faktisk ville det være ulovligt.

Professor Thomas Elholm fra Københavns Universitet har læst redegørelsen og finder den "meget overbevisende, faglig korrekt og udtømmende".

Rigsadvokaten ønsker ikke at svare på, om landsrettens dommere sidste år blev informeret om, at Letland reelt ikke havde mulighed for at overtage sagen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere