Levakovic i retten: Jeg er ikke mafiaboss

Levakovic-klanens selvudnævnte overhoved er i dag i retten i Næstved tiltalt for våbenbesiddelse og trusler på livet

Hør forsvarer Bjørn Elmquists kommentar til sagen.

Retten i Næstved (Ekstra Bladet): Den 46-årige Gimi Levakovic er i dag i retten i Næstved tiltalt for våbenbesiddelse og trusler på livet.

Den tiltalte var den første til at indtage vidneskranken, hvor han til anklager Annika Jensen forklarede, at han følte sig udstillet i medierne.

- Efter jeg har medvirket i det der program på TV2, er jeg blevet udstillet som en mafiaboss. Jeg er slet ikke mafiaboss eller boss for noget, forklarede Gimi Levakovic i retten.

Ifølge Gimi Levakvic sagde han ja til at medvirke i programmet, så Danmark kunne se, at familien ønskede at blive integreret.

Gimi Levakovic har været varetægtsfængslet siden 1. maj i år, efter at politiet sent om aftenen blev tilkaldt til en lejlighed på Motalavej i Korsør på grund af tumult.

Her var den 46-årige til grillmiddag hos en anden romafamilie, hvor han ifølge sin egen forklaring i retten skulle overnatte, indtil hans egen lejlighed var klar til indflytning.

Grillmiddagen udviklede sig imidlertid til en større konflikt, hvor Levakovic ifølge anklageskriftet truede flere medlemmer af den anden romafamilie på livet.

- Hvis du ikke finder V, dræber jeg jer alle sammen med pistolen, skulle han blandt andet have råbt ifølge anklageskriftet.

I retten forklarede Gimi Levakovic dog episoden på en lidt anden måde.

- Jeg ved ikke, om jeg har reageret voldsomt. Men jeg har ikke sagt, at jeg slår jer ihjel alle sammen. Det er umuligt. Det kan ikke lade sig gøre. For det første har jeg ikke et våben til at slå dem ihjel med, forklarede han anklageren.

Den 46-årige Gimi Levakovic, som tidligere i medierne har givet sig selv mellemnavnet Boss, nægter sig skyldig.

Retsmøde forventes at blive afslutte i dag klokken 15.30, hvor Gimi Levakovic kan risikere at blive udvist, hvis han findes skyldig.

Ekstra Bladet følger sagen..

Live Blog Gimi Levakovic
 

1 af 2 
2 af 2 Gimi 'Boss' Levakovic i haven til sit hus i Kastrup. Nu risikerer han udvisning i seks eller 12 år. Foto: Jakob Jørgensen