Levakovic i sag om røveri: Hun tog pænt imod os

29-årigt medlem af Levakovic-klanen erkender to tricktyverier rettet mod ældre i København

Jimmi Levakovic, 29, skal nu smides ud af Danmark, mener anklagemyndigheden. Foto: Kristian Linnemann
Jimmi Levakovic, 29, skal nu smides ud af Danmark, mener anklagemyndigheden. Foto: Kristian Linnemann

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): Atter har et medlem af den berygtede Levakovic-klan taget plads i en retssal, tiltalt for blandt andet røveri og tricktyveri rettet mod ældre borgere i København.

Ved dagens retsmøde erkendte den tiltalte, 28-årige Jimmi Levakovic, at have deltaget ved de to episoder. Begge fra august i fjor.

Ud over ham er tre andre tiltalt i sagen. De tre, to mænd og en midaldrende kvinde, er fra Sarakezi-klanen, som Levakovic-familien er tæt på.

I alt er de fire tiltalt for 56 forhold, hvor de fleste handler om mindre trafikforseelser og besiddelse af små portioner hash og kokain.

Dertil kommer to forhold, hvor man er trængt ind hos ældre og har frastjålet dem værdier.

Jimmi Levakovic, 29, skal nu smides ud af Danmark, mener anklagemyndigheden. Foto: Kristian Linnemann Krimi Jimmi Levakovic tiltalt for 35 lovbrud: Nu skal han smides ud af Danmark

Den ene episode udspandt sig 31. august på Østerbro, hvor Jimmi Levakovic og Michael Antonio Sarakezi trængte ind til en 66-årig kvinde i hendes lejlighed.

Nægter røveri
Ved den ene af de to episoder udviklede det sig, ifølge anklageskriftet, til et røveri, fordi de to tricktyve 'ved den i situationen underliggende trussel om vold tilbageholdt kvinden på badeværelset.'

Her blev hun, ifølge anklageskriftet, holdt nede på toilettet og frarøvet en håndtaske med 900 kroner.

Jimmi Levakovic ville dog ikke erkende røveri. Kun tricktyveri. Ved dagens retsmøde var han iført hvid skjorte og habitjakke. Desuden har han anlagt sig et velvoksent fuldskæg.

Forbrydelserne blev, ifølge tiltalen, udført på klassisk Levakovic-manér ved, at trick-tyvene bluffede sig ind under påskud af, at de var VVS-folk og skulle kigge på vandinstallationerne.

- Hun tog pænt imod os, forklarede Jimmi Levakovic ved dagens retsmøde.

- Da Antonio gik indenfor på badeværelset med forurettede, så gik jeg ind i stuen og tjekkede den for værdier. Men jeg fandt ikke noget, fortalte han yderligere.

- Det gik stille og roligt, sagde han.

Nej til vold
Selve episoden varede kun få minutter.

- Da jeg var færdig, gik jeg hen og sagde til Antonio, der stod ude på badeværelset, at vi skulle gå. Da hun så mig, sagde hun at 'hvis I ikke går nu, så ringer jeg efter politiet'.

- Har du rørt ved damen, spurgte anklageren.

- Nej, svarede Jimmi Levakovic.

- Har det nogensinde været på tale, at der skulle begås vold overfor nogen, spurgte anklageren.

- Nej overhovedet ikke. Det er ikke i orden. Det er imod mine grænser, svarede han.

Også den medtiltalte Michael Antonio Sarakezi erkender deltagelse. Han nægter hjemmerøveri. De sidste to tiltalte var, ifølge anklageskriftet, ikke med inde i lejligheden. De to nægter sig skyldige.

Stjal fra ægtepar på 80 og 77
Den anden episode udspandt sig dagen før på Amager. Her var ofrene et ægtepar, hvor manden var 80 og kvinden 77 år.

Også her deltog både Jimmi Levakovic og Michael Antonio Sarakezi samt yderligere et medlem af Levakovic-klanen. Det forklarede begge ved dagens retsmøde.

Her bluffede de sig ligeledes ind ved at udgive sig for VVS-folk. Her blev udbyttet smykker, som efterfølgende blev solgt for 4000 kr, forklarede både Jimmi og Michael Antonio.

Anklagemyndigheden kræver Jimmi Levakovic, der er tredje generation i sigøjner-klanen og nevø til familiens overhoved Gimi 'Boss' Levakovic, udvist i mindst seks år.

Retssagen fortsætter i morgen. I følge planen afsiges der dom sidst i februar.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere