'Liebhaverne' fældede skatte-svindler

SKAT ser også TV. Da Jan Fog viste villaer frem i Cannes til en ung studerende fattede skattevæsenet mistanke

Jill Andersen og ejendomsmægler Jan Fog, da de sammen var i Cannes for at lede efter en luksusvilla til Jill og hendes velhavende familie. Udsendelsen ’Liebhaverne’ vakte SKAT´s mistanke. (Foto: TV2)
Jill Andersen og ejendomsmægler Jan Fog, da de sammen var i Cannes for at lede efter en luksusvilla til Jill og hendes velhavende familie. Udsendelsen ’Liebhaverne’ vakte SKAT´s mistanke. (Foto: TV2)

Det er ikke altid klogt at udstille sin rigdom på TV. Især ikke, hvis man snyder i skat.

Et program med ’Liebhaverne’ på TV2, hvor nu afdøde ejendomsmægler Jan Fog fremviste villaer i 30-50 millioner kroners klassen i Cannes for Klaus Riskær Pedersens eks-kone, Jill Andersen, fik SKAT til at spærre øjnene op.

For hvor havde den unge arkitekt-studerende så mange penge fra?

Hun er steddatter til storspekulanten Vagn William Andersen, og det fremgik af ’Liebhaverne’, at hun var på udkig efter en ny villa i Cannes til sig selv og familien. Hun kunne bedst lide den ene af de to villaer Jan Fog viste frem, et hus på 500 kvadratmeter med perfekt udsigt over havet. Pris: Næsten 49 millioner kr.

– Altså, de skal have det bedste af det bedste. Det er en ret forvænt familie, så vi er oppe i de højere luftlag, sagde Jan Fog i forbindelse med programmet.

SKAT fattede mistanke

Men ’Liebhaverne’ fik SKAT´s afdeling for ’Særlig Kontrol’ i Fredensborg til at indlede en undersøgelse af Vagn William Andersens økonomiske forhold. Det forklarede fagkonsulent Carsten Dahl som vidne i Københavns Byret under den retssag, der torsdag endte med en dom på tre et halvt års fængsel til Vagn William Andersen for skattesvig til ni millioner kr. og skyldnersvig til 13 millioner kr.

– Hos SKAT undrede vi os over, hvor Jill Andersen havde pengene fra. Derfor satte SKAT en undersøgelse i gang af Vagn William Andersen og flere andre personers skatteforhold, forklarede fagkonsulent Carsten Dahl i retten, ifølge dommen.

Se også: Folkepensionist med gæld på 500 mio. kr. dømt for kæmpe-svindel

Vagn William Andersen gik konkurs efter finanskrisen med en gæld på 500 millioner kr. til konkursboet efter den krakkede færøske bank Eik Bank, som mod næsten ingen sikkerhed lod Vagn William Andersen låne den halve milliard kr. til sine spekulationer på det overophedede ejendomsmarked, inden boblen brast.

Kuratorerne i konkursboet, der mente at Vagn William Andersen havde snydt sine kreditorer, anmeldte sammen med SKAT spekulanten til bagmandspolitiet, og halvandet års efter tiltalerejsningen faldt dommen over spekulanten.

Mens ’Liebhaverne’ vakte SKAT´s mistanke, endte familien Andersen dengang med ikke at købe nogen af de ejendomme som Jan Fog viste frem til Jill Andersen.

Stak 13 mio. kr. i lommen

I stedet købte familien luksus-ejendommen ’Villa Bleu Marin’ på 281 Boulevard Lucien Grandjean i Vallauris, Frankrig. Villaen blev købt af et af Vagn William Andersens selskaber SCI du Bleu Marin, hvis eneste aktiv var ejerskabet af villaen. Men da krisen strammede til, solgte Vagn William Andersen villaen i 2009 for 42 millioner kr. med en fortjeneste på 13 millioner kr.

Pengene stak han i egen lomme, og det var skyldnersvig, fastslår København Byret. For krakkede Eik Bank havde pant i 100 procent af selskabskapitalen i SCI du Bleu Marin, som ejede huset, og de 13 millioner kr. skulle derfor have været et plaster på såret hos de blødende kreditorer efter bankens kollaps.

Ved dommen torsdag fik Vagn William Andersen konfiskeret den ulovlige fortjeneste på 13 mio. kr., og han skal desuden betale en tillægsbøde for skattesvindlen på ni millioner kr.

Københavns Byret slog fast, at han reelt boede i Danmark og derfor var skattepligtig hér, men han gjorde alle mulige krumspring for at få det til at se ud, som om han var udenlandsdansker. Han boede ifølge sin forklaring på adresser i England og Frankrig, på en husbåd i England, en sejlbåd i Gibraltar, hoteller i Paris og en møbleret lejlighed i London.

Men hans økonomi var blandet godt og grundigt sammen med sin eks-kones og hendes datter Jill Andersens, og han havde faktisk rådighed over de boliger i Danmark, hvor eks-konen og steddatteren stod som ejere, siger retten.

Den tidligere kræftforsker, der for godt 30 år siden blev kendt som ’hash-lægen’ Vagn Bremerskov Jensen, da han fik fire et halvt års fængsel for smugling af 102 kilo hash, er nu landets mest forgældede 73-årige folkepensionist og bor i et sommerhus i Tikøb.

Vagn William Andersen stoppede som læge i 1984, hvor han startede filmselskabet Swan Film, der lavede tegnefilm, blandt andet den kendte ’Valhalla’. Han har handlet med ejendomme siden 1973.

Jan Fogs mislykkede salg
På papiret var den smukke arkitekt-studerende Jill Andersen en af de store kunder hos den kendte ejendomsmægler Jan Fog. Men det lykkedes aldrig at få Jill Andersen og hendes velhavende familie til at købe en af Fogs ejendomme i Cannes, og Jan Fog havde heller ikke held med at sælge en luksus-ejendom i Holte for Jill Andersen, der endte med at ryge på tvangsauktion sammen en strandvejsvilla i Helsingør.

Da Jill Andersen var blevet gift med Klaus Riskær Pedersen flyttede parret i 2005 ind i et 550 kvadratmeter palæ plus anneks med udsigt over Furesøen på Dronninggårds Allé 100 i Holte. Huset, der var købt for 29 mio. kr., blev Jill Andersens særeje, men Klaus Riskær Pedersen betalte alle udgifter på ejendommen, forklarede Vagn William Andersen i Københavns Byret.

Parret flyttede fra hinanden i august 2006, og blev skilt efter tre års ægteskab i februar 2007, hvor Jill Andersen beholdt huset. Men det kneb gevaldigt for den arkitekt-studerende at betale de enorme udgifter, blandt andet ejendomsskatter, så hendes stedfar, der betragter Jill Andersen som sin egen datter, lånte hende tre millioner kr. og Eik Bank lånte hende to millioner kr. til de løbende udgifter til huset. Det fremgår af byrettens dom over Vagn William Andersen.

Jill Andersen flyttede til London med sin nye mand, den belgiske basketball-stjerne Pieter Loridon, som hun blev gift med i 2009, og Dronninggårds Allé 100 skulle sælges. Liebhaver-mægleren Jan Fog fik opgaven, og forsøgte forgæves at sælge palæet for 55 mio. kr.

Lånte penge til steddatteren
Jill Andersen ejede også et ’sommerhus’, en strandvejsvilla på Nordre Strandvej 56 i Helsingør på 258 kvadratmeter med 2025 kvadratmeter grund lige ned til vandet. Vagn William Andersen lånte, ifølge sin egen forklaring, steddatteren penge til de faste udgifter, men heller ikke hér kunne hun længere betale udgifterne, da stedfaderen gik konkurs.

Så både palæet i Holte og ’sommerhuset’ røg på tvangsauktion. Der var en gæld på 52 millioner kr. i palæet i Holte og ved første tvangsauktion blev der kun budt 33 millioner kr. Senere blev huset dog solgt til en rigmand for knapt 42 millioner kr.

Huset på Nordre Strandvej var ved en tvangsauktionen sat til en pris på 8,5 millioner kr., men blev ikke solgt. Det var også kraftigt belånt. Senest blev huset forsøgt solgt sidste år for knapt 20 mio. kr., men det er ikke længere på markedet.

1 af 4 Ægteskabet mellem Jill Andersen og Klaus Riskær Pedersen holdt i tre år. Jan Fog forsøgte at sælge palæet i Holte efter skilsmissen for 55 mio. kr., men huset røg på tvang, før en rigmand købte det. Foto: Ole Steen
2 af 4 Vagn William Andersen, tidligere Vagn Bremerskov Jensen, fik tre et halvt års fængsel for skattesvindel og skyldnersvig, men kun de seks måneder skal afsones. (privatfoto)
3 af 4 Palæet i Holte, hvor Jill Andersen og Klaus Riskær Pedersen boede. Den tidligere svigerfar måtte låne steddatteren penge, så hun kunne blive i huset efter skilsmissen. (Foto: Rumle Skafte)
4 af 4 Jill Andersen og ejendomsmægler Jan Fog, da de sammen var i Cannes for at lede efter en luksusvilla til Jill og hendes velhavende familie. Udsendelsen ’Liebhaverne’ vakte SKAT´s mistanke. (Foto: TV2)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen