Lig fundet i havn: Kan have forbindelse til drabssag

En person er fundet død i en bil, der torsdag blev fundet i Kolding Havn

En person er blevet fundet død i en bil, der torsdag blev fundet på bunden af Kolding Havn.

Det bekræfter vicepolitiinspektør Frede Nissen fra Sydøstjyllands Politi over for Ekstra Bladet.

Se mere video på localeyes.dk

Meget tyder på, at fundet har forbindelse til en drabssag, hvor 63-årige Bent Ovesen er mistænkt for at have dræbt sin 61-årige hustru i oktober sidste år. Han har været efterlyst siden.

- Jeg kan sige så meget, som at der er tale om en Ford Mondeo, som er identisk med den, vi har efterlyst i sagen, og at Bent Ovesens nummerplade sidder på, siger Frede Nissen til Ekstra Bladet.

Bilen blev fredag formiddag hævet op af vandet i Kolding Havn. Politiet skal nu foretage nærmere tekniske undersøgelser, før de kan lægge sig fast på noget i sagen.

- Der skal retsmedicinske undersøgelser til, før vi kan sige noget om, hvem personen, der sad i bilen, er. Og det kan godt tage noget tid, siger Frede Nissen.

Også bilen bliver nu genstand for undersøgelser.

- Der skal foretages en lang række undersøgelser, og det tager nogle dage, siger han.

Bent Ovesen har været efterlyst siden sin kones død. Politiet har i lang tid frygtet, at han havde taget sit eget liv efterfølgende. Politifoto
Bent Ovesen har været efterlyst siden sin kones død. Politiet har i lang tid frygtet, at han havde taget sit eget liv efterfølgende. Politifoto
 

Blev fundet død i sit hjem
Det var 28. oktober sidste år, at Bent Ovesens 61-årige hustru, Aase Ovesen, blev fundet død i sit hjem på Christiansøvej i Kolding.

Politiet blev kaldt til stedet kort før klokken 12, og her kunne man hurtigt konstatere, at kvinden ikke var død af naturlige årsager.

Samtidig stod det hurtigt klart for politiet, at Bent Ovesen ikke var set siden drabet, hvorfor han også hurtigt blev efterlyst offentligt.

Også parrets bil, en gråbrun Ford Mondeo, var heller ikke set siden drabet, hvorfor man formodede, at Bent Ovesen var kørende i den, og den blev derfor også efterlyst.

Politiet har i lang tid arbejdet ud fra en teori om, at Bent Ovesen efter drabet var kørt i vandet og havde taget livet af sig selv. Derfor har man blandt andet ledt i Kolding Fjord og i Lillebælt efter manden og bilen.

Politiet har ikke på noget tidspunkt oplyst, hvordan den 61-årige kvinde blev dræbt. De har heller ikke givet noget bud på et motiv til drabet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere