Lig fundet: Martin højst sandsynligt fundet død

Svensk politi bekræfter, at de har fundet et lig i det område, hvor danske Martin er forsvundet

Foto: Privat
Foto: Privat

Det værst tænkelige er højst sandsynligt sket.

Svensk politi har sent mandag aften fundet et lig i Askum i Bohuslän. Det område, hvor danske Martin har været forsvundet siden lørdag.

- Vi har fundet en død mand, der med største sandsynlighed er personen, som vi har ledt efter. Vi kan ikke 100 procent bekræfte, at det er ham, fordi han ikke har noget ID på sig, siger stedfortrædende vagthavende fra politiet i region vest til den svenske avis Expressen.

De pårørende er underrettet, selvom politiet tidligt tirsdag morgen endnu ikke kan bekræfte med sikkerhed, at der er tale om danskeren.

Den unge dansker havde været til rave-festen, men da han ikke kom hjem til sit telt efter lørdag nats festivitas, blev Martin Bentzens venner urolige og anmeldte hans forsvinden til politiet.

Politiet iværksatte mandag en stor eftersøgning med masser af betjente og hundepatruljer, men uden held.

Se også: Martin forsvundet efter svensk rave-fest: Eftersøgt med hunde og helikoptere

Stor eftersøgning
Til svenske GT fortæller Martin Bentzens danske søster, at hun senest har været i kontakt med den 30-årige dansker torsdag, før turen gik til Sverige.

Hun var sammen med sin mand taget til Askum for at hjælpe med eftersøgningen ligesom flere danskere også er blevet i Sverige for at hjælpe med eftersøgningen.

Ekstra Bladet har tidligere været i kontakt med Martins svoger, Henning Madsen, der var taget til Sverige for at lede.

- Terrænet er ikke til at komme frem i. Der er klipper osv. Selv jeg er frisk og rørlig, men selv jeg er ved at falde. De har festet og drukket og så kan det jo gå galt, sagde Henning Madsen, der er gift med Martins søster.

Desværre tyder alt på, at Martin nu er fundet død.

Det svenske politi har søgt massivt efter danskeren, men understreget overfor GT, at man ikke forventer, der ligger nogen kriminel handling bag Martins forsvinden.