LIGE NU: Bil ramt af ukendt genstand - motorvej spærret

Københavns Politi spærrer Amagermotorvejen i vestgående retning efter anmeldelse om kast af en ukendt genstand fra cykelbro

Tirsdag aften undersøgte politiet stedet med hunde (Video: Kenneth Meyer)

En bil er tirsdag aften blevet ramt af en ukendt genstand, da den kørte under en cykelbro i vestlig retning på Amagermotorvejen på Amager.

Det oplyser Københavns Politi, som med det samme har spærret motorvejens vestgående spor.

Ingen er kommet til skade, oplyser vagtchef Christian Rohdin, men bilen er blevet ridset.

- Det er sket under kørsel, at denne bil er blevet ramt af en indtil videre ukendt genstand, som er blevet kastet - formentlig fra en af broerne. Det er angiveligt sket fra cykelbroen Fasanstien, som går over motorvejen, inden man kører fra Amager mod Avedøre, siger Christian Rohdin.

Spærringen af det vestgående spor sker, så politiet kan få skiltevogn og lys ned på motorvejen, og så hundeførere kan afsøge vejen efter muligt bevismateriale.

Kommer man fra Sjælland og skal mod Amager, er der ingen problemer. Problemerne kommer, hvis man kommer fra Sverigessiden og skal mod Sjælland. Da vil der være spærret ved afkørsel 20.

Bilister, som vil ned på motorvejen fra København og Amager, vil i stedet blive ledt mod lufthavnen, oplyser Christian Rohdin.

Politiet forventer, at spærringen kommer til at vare en time.

Der er blevet spærret fra klokken 22.45.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere