LIGE NU: Efterskole i brand

Rønde Efterskole er brudt i brand fredag aften

Alle elever er evakueret. Video: Local Eyes

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Rønde Efterskole nordøst for Aarhus er fredag aften brudt i brand.

Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

Politi og redning er på stedet. Alle elever er ude og samlet i skolens hal, oplyser politiet.

Ekstra Bladets mand på stedet fortæller, at flammerne er gået gennem taget i hovedhuset. Der er både ambulancer og lægeambulance til stede foruden politi og brandvæsen, både det lokale brandvæsen og fra nabobyerne.

Branden er blevet anmeldt til alarmcentralen klokken 20.05.

Ekstra Bladet har talt med Bente Schjøtt, som er mor til 16-årige Tobias Bergsnev, der går på skolen.

- Jeg er helt rystet. Puha, siger Bente Schjøtt.

- Heldigvis er de alle i sikkerhed.

Tobias Schjøtt Bergsnev fortæller til Ekstra Bladet, at han lå og sov, da han pludselig blev vækket af en gangvagt, der fortalte, at de alle skulle op og væk.

- Jeg var i en bygning et stykke væk. Så ser vi ud af vinduet og kan se, at den gamle bygning stod i flammer. Og så kom lugten af røg hurtigt efter, siger Tobias til Ekstra Bladet.

Til at begynde med var der lidt panik, fortæller han. Mange af eleverne på skolen har deres værelser i den gamle bygning.

- En del græder. Det er jo deres ejendele, der brænder nu, siger Tobias.

Alle elever blev bedt om at gå i hallen. Og efterhånden begyndte det at vælte ind med lærere og øvrigt personale, som ellers var taget hjem for weekenden.

Til at begynde med manglede nogle elever. Men der er samling på alle nu, fortæller Tobias Schjøtt Bergsved.

Ingen elever ved endnu, hvad der kan være årsag til branden. Heller ikke politi eller brandvæsen er kommet med en melding.

- Men nogle elever oplevede i går, at der var problemer med en sikring, og at der lugtede brændt, siger Tobias.

Ekstra Bladet har fået tilladelse fra Tobias Schjøtt Bergsveds mor til at tale med ham om branden.

Bente Schjøtt oplyser selv til Ekstra Bladet, at hun måske kan være ekstra påvirkelig ved brande.

- Jeg var selv med på Scandinavian Star og sov på nederste dæk. Det var et mirakel, at vi overlevede dengang. Måske derfor kan jeg heller slet ikke have det, når der er en brand, siger Bente Schjøtt til Ekstra Bladet.

Der går i alt 133 elever på Rønde Efterskole. Politiet oplyser, at der arrangeres overnatning på Rønde Idrætscenter.

Opdateres...

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere