Lige nu: SFO evakueret efter brandalarm

En brand i et el-skab i en idrætshal har gjort det nødvendigt at evakuere en SFO ved Fløng Skole

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

En SFO i Fløng på Københavns Vestegn er mandag morgen blevet evakueret, efter at en brand i et el-skab tæt ved SFO'en har udviklet kraftig røg.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, Thomas Christensen, til Ekstra Bladet.

Ingen er kommet til skade, og politiet vurderer heller ikke, at nogen er i fare på grund af branden.

Politiet fik anmeldelsen klokken 7.03, og kort efter ankomsten blev det besluttet at evakuere SFO'en på Fløng Skole.

- Anmeldelsen gik på, at et elektronikskab i en hal på Fløng Skole udviklede røg. SFO'en ligger lige rundt om hjørnet. Man besluttede at evakuere, siger vagtchefen.

Både politi og brandvæsen er til stede ved Fløng Skole. Børnene skulle ifølge vagtchefen være i sikkerhed, og der er kontrol med branden i elskabet.

- De har deres egen evakueringsplan, og pædagogerne har styr på børnene, siger Thomas Christensen.

Det er muligt, at også undervisningen på Fløng Skole vil blive påvirket i et eller andet omfang, når skoledagen begynder klokken 8.

- Der vil nok være en del politi og brandbiler, forklarer vagtchefen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere