Likvideret på åben gade: Familien håber på svar i retten

I dag starter sagen, hvor fire mænd med rocker-relationer er tiltalt for deres roller drabet på 21-årige Daniel Kristensen, der blev skudt, mens han ventede på pizza

Politiet offentliggjorde denne video af drabsmanden. Video: Jonas Olufson/Københavns Politi

Fire mænd med relationer til rockerklubben Mongols sidder i dag på anklagebænken i Retten på Frederiksberg. De er tiltalt for deres roller i drabet på 21-årige Daniel Kristensen, der blev skudt, mens han ventede på pizza en søndag i oktober 2016.

Den vordende far blev ramt af skud i ryggen, hvorefter gerningsmanden jagtede ham ind i en nærliggende kiosk. Her forsøgte den maskerede mand atter at trykke på aftrækkeren, men pistolen gik i baglås, og i stedet flygtede han sammen med sine medsammensvorne. Daniel Kristensen døde 14 dage senere uden at være kommet til bevidsthed.

To af mændene er tiltalt for drabet, mens de to andre er tiltalt for medvirken. De nægter sig alle skyldige.

Når de fire mænd tager plads i retten, vil Daniel Kristensen pårørende være til stede på tilhørerpladserne, fortæller hans svigermor til Ekstra Bladet.

- Vi ser frem til at se dem i øjnene, siger hun.

Familien forstår stadigvæk ikke, hvorfor Daniel Kristensen skulle dræbes. De håber, at retssagen kan give svar på familiens mange spørgsmål.

- Der er så mange uklarheder. Hvem er de, og hvad er deres motiv, spørger hun.

Daniel Kristensen var ifølge politiet ikke medlem af en bande eller kriminel gruppering. Efter drabet efterforskede Københavns Politi dog ud fra en teori om, at det kunne hænge sammen med en skudepisode på Magistervej dagen forinden.

Kilder fortalte dengang til Ekstra Bladet, at Daniel Kristensen havde fået nye venner og var 'kommet i skidt selskab'. Også her håber familien på svar.

- vi ved, at han havde nogle venner, men det er ikke noget, vi har set, siger hans svigermor til Ekstra Bladet.

Forsøgte at smugle telefoner
En af de tiltalte blev anholdt i Københavns Lufthavn Kastrup, da han var da på vej til at rejse til det sydlige Spanien.

Udover at være tiltalt for medvirken til drabet på Daniel Kristensen, er han også tiltalt for for at forsøge at smugle to mobiltelefoner ind i Politigårdens Fængsel, hvor han sad varetægtsfængslet.

Af tiltalen fremgår det, at han i to breve stilet til sin kone havde nedskrevet instrukser om, hvordan hun og flere andre skulle hjælpe med at smugle telefoner ind til ham. Det mislykkedes dog, da brevene blev opdage af kriminalforsorgen og derfor aldrig afleveret.

Der er afsat 10 retsdage og forventes dom i slutningen af april.