Lille dreng alvorligt kvæstet af stor gren

En dreng er fløjet til Aalborg, efter han er blevet kvæstet af en gren i Thisted

Mandag formiddag blev en lille dreng kvæstet af en stor gren, som faldt ned fra Christiansgave i Thisted.

Det skriver Nordjyske.

Drengen et fløjet til Aalborg Universitetshospital. En pædagog blev også ramt, men slap med mindre skader.

- Vi er frygtelig kede af og chokerede over, at et sådant uheld kan ske midt i Thisted. Blæsten får en gren til at rive sig løs, og at den så netop rammer først en pædagogstuderende og så et af børnene, er sort uheld, siger Martin Kondrup Knudsen chef for dagtilbud i kommunen til Nordjyske.

Drengen var sammen med pædagoger og andre børn fra Hundborg Børnehus på udflugt til Thisted, da ulykken skete. Han blev sammen med sin far fløjet til Aalborg Universitetshospital, hvor han stadig er indlagt.

Grenen, der ramte den lille dreng, havde revet sig løs fra en trækrone i en plantage, hvor børnene gik igennem.

- Vi følger situationen meget tæt og har aktiveret vores pædagogiske psykologiske beredskab (PPR). Børnene såvel som pædagoger og den studerende fik krisehjælp samme eftermiddag, fortæller Martin Kondrup Knudsen til avisen.