Lille dreng klemt bevidstløs i malkemaskine: Nu lukker gården for flere besøg

Seks-årig dreng meldes nu udenfor livsfare - pædagoger ydede førstehjælp på stedet

Besøgsgården Ellinglund ved Silkeborg. Foto: Google Maps
Besøgsgården Ellinglund ved Silkeborg. Foto: Google Maps

Den kendte besøgs-gård Ellinglund ved Silkeborg har besluttet at lukke for yderligere besøg fra børnehaver og vuggestuer.

Det sker efter en alvorlig ulykke onsdag, hvor en kun seks-årig børnehavedreng kom i klemme i en malkemaskine.

Drengen blev bevidstløs og pædagoger på stedet ydede førstehjælp på stedet.

Se også: Dreng hårdt kvæstet af malkemaskine - var på udflugt med daginstitution

Drengen blev hårdt kvæstet overført til Skejby Sygehus.

- Lægerne betegnede onsdag hans tilstand som kritisk. Men nu er han udenfor livsfare, oplyser vagtchef Anders Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Får mange besøg
Besøgsgården Ellinglund får hvert år mange besøg af ikke mindst børn fra vuggestuer og børnehaver.

Her kan børnene se, hvordan arbejdet på en rigtig gård forløber og samtidig kan de hygge sig med dyrene.

- Men efter ulykken har vi besluttet at lukke for flere besøg. Vi er dybt berørte over ulykken, som vi ikke forstår, hvordan kunne ske, fortæller Anne Glob Lassen fra Ellinglund.

Anne Glob Lassen fortæller til Ekstra Bladet, at der stod mange voksne i området omkring malkemaskinen, hvor drengen blev klemt fast.

- Når sådan en ulykke kan ske med så mange voksne omkring, så kan vi ikke have flere besøg. Så er det for farligt, siger en stærkt berørt Anne Glob Lassen til Ekstra Bladet.

Politi efterforsker
Den hårdt kvæstede dreng var på udflugt med de øvrige børn fra dagsinstitutionen Elgårdsminde i Hørning.

- Vi efterforsker nu sagen. Umiddelbart ser det ud som om, at drengen er kommet i klemme mellem en arm i malkemaskinen og en trappe. Armen drejer langsomt rundt og har på et tidspunkt ramt drengen. De nærmere omstændigheder kender jeg dog ikke endnu, siger vagtchef Henrik Nielsen til Ekstra Bladet.

Arbejdstilsynet vil blive underrettet mandag af politiet.

Dybt berørte
Børn- og ungechef Annie Noes, Skanderborg Kommune, er ulykkelig over ulykken.

- Vi er alle dybt berørte over ulykken. Der er tale om en tragisk hændelse og vi tænker alle på drengen og hans familie, siger Annie Noes til Ekstra Bladet.

Hun har nu bedt om en redegørelse for at komme helt til bunds i sagen.

- Der er ikke så meget mere, som jeg kan sige på nuværende tidspunkt. Jeg afventer redegørelsen, siger Annie Noes.

Forældre på hospitalet
Dagtilbudsleder Jeanette Bonde Smidt har orienteret forældrene til børn i Hørning Dagtilbud.
I en mail, som newsbreak.dk har offentliggjort, beskriver hun ulykken sådan her:

'Der er nogle børn og voksne, som står og ser på køerne blive malket. De står i malkestalden, hvor der er en trappe og en jernstang drejer rundt. En dreng sidder på trappen og den jernstang som drejer rundt, drejer igennem trappen så drengen bliver klemt.

Der er hurtig reaktion fra pædagogerne, som får bondemanden til at stoppe systemet. Desværre mister drengen bevidstheden og der ydes førstehjælp fra en af pædagogerne. Ambulancen bliver tilkaldt og de kører af sted med drengen, sammen med en medarbejder. Forældrene bliver informeret og kører direkte til sygehuset.'

Uddrag af orienteringen til forældrene.
Uddrag af orienteringen til forældrene.
 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere