Lille Noahs mor: 'Jeg kunne se, at han havde masser af blå mærker. Jeg gav ham hurtigt dynen på'

Noahs mor afhøres lige nu i Retten i Sønderborg

Privatfoto
Privatfoto

Artiklen er opdateret 20.45 efter Ekstra Bladet har fået tilladelse af Noahs mor til at bringe billeder af ham.

Det er en dybt berørt mor, som netop nu bliver afhørt i Retten i Sønderborg.

Den unge kvinde mistede for et år siden sin kun halvandet år gamle dreng Noah Ry.

Drengens daværende pap-far, den 31-årige JH, er tiltalt for at have forårsaget drengens voldsomme død.

Ekstra Bladet har fået tilladelse til at bringe billedet af lille Noah af Noahs mor. Privatfoto
Ekstra Bladet har fået tilladelse til at bringe billedet af lille Noah af Noahs mor. Privatfoto
 

Om mødet med sin lille afdøde søn på Rigshospitalet i København fortæller moderen:

- Jeg kunne se, at han havde masser af blå mærker. Jeg gav ham hurtigt dynen på. Jeg troede i begyndelsen, at han var død på grund af sygdom. Jeg var vred på lægerne. På vej til hospitalet skrev jeg om sagen på Facebook for at undgå en masse sladder i byen, fortæller den unge mor.

Senere fik moderen at vide af politiet, at hendes lille dreng ikke var død af lungebetændelse, men af nogle skader. Hun ringede grædende til sin mor og denne samtale er netop blevet afspillet i retten.

- Jeg fik ikke at vide, hvad der nøjagtig var sket. Jeg tror ikke, at jeg på det tidspunkt havde mistanke til JH, fortæller kvinden i retten.

Han skreg ofte
Noahs mor fortæller  om forholdet til JH:

- Vi flyttede til Sommersted i oktober 2016. JH var fin nok at bo sammen med i begyndelsen, men så begyndte det at gå skævt.

Vi havde gode og dårlige dage. Hvis han var sur, så råbte han højt. Det var ikke andet end råben. Han var ikke fysisk.

I begyndelsen var forholdet til Noah godt. Men senere gik det ikke så godt. Jeg ved ikke, hvorfor det gik dårligere. Noah ville ikke tale med ham. Han var afvisende.

- Skreg Noah tit, spørger anklager Christina Bork Hansen.

- Ja ofte når vi spiste. Nogle gange gik JH. Andre gange blev han ved middagsbordet. Noah virkede, som om han var bange for for JH. Han ville ikke have ham tæt på, fortæller moderen.

Moderen fortæller dog, at der også var dage, hvor Noah godt ville tale med JH.

Privatfoto
Privatfoto
 

Han var træt og 'hænget'
Noahs mor fortæller også, at hun passede Noah i dagene op til dødsfaldet 6. februar sidste år. Han har været syg med feber og hun har flere gange været ved lægevagten med Noah. Han havde problemer med vejrtrækningen.

- Hvordan starter mandag den 6. februar?

- Jeg stod op med børnene og gav dem morgenmad. Noah virkede mere frisk. Vi fik Noahs storesøster af sted til børnehaven. JH lå og sov. Jeg kørte bagefter til lægen. Jeg syntes stadig, at han trak vejret lidt underligt.

Jeg fik at vide, at det var lungebetændelsen. Noah var meget stille - han sad og hang. Men han havde ikke feber.

Efter lægebesøget handlede vi ind og jeg kørte hjem sammen med Noah. Da vi kom hjem ved 14-tiden puttede jeg Noah, fortæller moderen.

Moderen fortæller også, at den lille dreng var lidt træt og 'hænget,' og at han ville gerne sove. Døren stod på klem.

- Nede i stuen lagde jeg mig på sofaen. JH og Jens, som boede hos os,  så fjernsyn.

Senere på eftermiddagen beder moderen JH, om han vil lytte efter Noah, mens hun henter Noahs storesøster i børnehaven.

Jeg kan ikke få kontakt
- Jeg henter storesøsteren, kommer tilbage og begynder at lave mad. JH går ud sammen med en kammerat for at lave bil. JH er inde i huset, da jeg kommer hjem.

- Oppe på værelset kan jeg ikke få kontakt med Noah. Han er helt slap. Jeg løber ned med ham. Jeg siger til JH, at jeg ikke kan få liv i ham. Jeg begynder at give Noah førstehjælp.

Jeg bliver guidet af alarmcentralen, indtil akut-bilen kommer. Herefter overtog redderne hjælpen. Jeg stod og kiggede på. Da ambulance-folkene kom blev vi sendt ud, fortæller den dybt berørte mor.

Hun fortæller også, at hun ikke ved, hvor kammeraten Jens har været under hele forløbet. Hun kan heller ikke huske, hvor Jens er, da hun kommer tilbage fra børnehaven.

Det hele var kaos
- Udenfor stod jeg sammen med min mor. Jeg ved ikke, hvor JH er. Jeg tror, at han går rundt ved indkørslen. Jeg talte ikke med ham. Det hele var kaos.

- Der kom en helikopter og hentede Noah. Min far kom og hentede os i sin store bil, så vi kunne køre på Rigshospitalet. JH kunne godt køre med os. Der var plads i bilen. Men JH ville ikke køre med os.

- Undervejs fik vi at vide, at nu var Noah død. Jeg tror, at jeg skrev en besked til JH fra bilen.

På Rigshospitalet kunne jeg se, at Noah havde masser af blå mærker. Jeg gav ham hurtigt dynen på.

Jeg er så ødelagt
Kvinden fortæller, at hun dagen efter dødsfaldet skrev en sms til JH:

- Jeg er så ødelagt, at jeg ikke kan være i min egen krop. Aldrig at skulle høre hans grin igen. Jeg har så stor skyldfølelse.

- Jeg tænkte på, om jeg nu også havde gjort nok for ham, forklarer kvinden i retten.

Hun afviser, at hun på nogen måde har taget fat i den lille dreng og dermed forvoldt hans død.

Den unge mor blev i flere dage holdt i uvidenhed om, hvad der har udløst de voldsomme skader. Politiet ville ikke komme ind på, hvordan Noah kan være død af hensyn til efterforskningen.

Der er blevet afspillet flere  samtaler fra telefon-aflytninger, hvor moderen taler med sin mor om dødsfaldet.

Moderen foreslår, at det kan være JH, som står bag. Men Noahs mor fortæller flere gange, at hun ikke havde umiddelbar mistanke til kæresten.

FAKTA OM NOAHS DØD

Den 6. februar sidste år døde Noah Ry fra Sommersted ved Haderslev under dybt tragiske omstændigheder.

En obduktion afslørede senere, at drengen havde brækket mindst ti ribben. Han havde adskillige kvæstelser i bryst og brysthule. Der var sønderrivning af lever og milt og kvæstelser i lungerne. Der fandtes blodudtrækninger i brystskillevæg, miltleje, omkring begge nyrer, tolvfingertarm og tarmkrøs. Også hovedet havde været udsat for vold.

Dødsårsagen var ifølge den obducerende læge indre blødninger.

Først tiltalt for drab
I dagene op til dødsfaldet havde drengen været utilpas, og hans 27-årige mor havde flere gange været ved lægen. Moderen troede i første omgang, at det var lægens manglende behandling, der var årsag til dødsfaldet.

Borgere i Sommersted begyndte at samle penge ind til den hårdt ramte familie.

Ti dage senere blev en dengang 30-årig mand anholdt og sigtet for drab på den lille dreng. Senere er sigtelsen ændret til en tiltale for legemes-angreb af særlig rå og farlig karakter.

Den nu 31-årige mand er også tiltalt for vold mod sin egen søn samt besiddelse af euforiserende stoffer.

Han nægter sig skyldig i alle volds-anklager.

Der falder formentligt først dom i sagen i April.

 

1 af 2 Foto: Ernst van Norde
2 af 2 Privatfoto
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere