Lille pige i kritisk tilstand

Blev fundet hængende livløs i legeredskab

En kun fem år gammel pige er fortsat i kritisk tilstand, efter at hun i onsdag aften blev fundet hængende fra et legetårn med noget viklet rundt om halsen. Alarmcentralen fik anmeldelsen klokken 17.58.

Vagtchefen hos Nordjyllands Politi oplyser tidligt torsdag morgen, at politiet var i kontakt med hospitalet ved et-tiden natten til torsdag.

- Pigen ligger i respirator og hendes tilstand er kritisk, men hun er stabil, oplyser vagtchefen til Ekstra Bladet.

Den tragiske hændelse fandt sted i en have i Aars i Nordjylland. Pigen legede angiveligt alene i haven i fem-ti minutter i et legetårn med en rutschebane på. Pigen har fået en snor om halsen under legen.

Var bevidstløs
Hun var livløs, da den chokerede mor fandt hende hængende i legeredskabet.

Pigen blev fløjet på hospitalet med en redningshelikopter.

Politiet betegner ulykken som en tragisk hændelse.