Litauer mistænkt for organiseret cykeltyveri: Anholdt to gange på få timer

Satte cykler til salg i facebook-gruppe - ejer af stjålen cykel satte fælde op og kontaktede politiet

Det var her på denne facebook-gruppe, at en cykel-ejer genfandt sin stjålne cykel.
Det var her på denne facebook-gruppe, at en cykel-ejer genfandt sin stjålne cykel.

Lørdag var langtfra årets heldigste dag for den 26-årige litauer. Med kun få timers mellemrum blev han anholdt, hvor han begge gange forsøgte at sælge stjålne cykler.

Og anden gang klappede håndjernene, og han blev taget med, hvorefter manden tilbragte natten i en celle. Søndag blev han så fremstillet i grundlovsforhør i Københavns dommervagt.

Foreløbigt er han kun sigtet for to tyverier af cykler. Men et nærmere eftersyn viste, at litauerens telefon formeligt bugnede af cykelbilleder. Mindst hundrede billeder, har politiet vurderet.  Og derfor mistænkes han også for igennem en længere periode at have ernæret sig ved tyverier af cykler, som han efterfølgende har sat til salg. Blandt andet på en facebook-gruppe, der hedder 'Buy a bike Copenhagen.'

Og det var præcis her, at ejeren af en hugget cykel, genfandt sin stjålne to-hjuler.

Det var sidst på ugen, at cyklen om natten blev stjålet, mens den stod på gaden ud for mandens kærestes lejlighed på Frederiksberg.

Ejer satte fælde op
Manden tjekkede derefter 'Buy a bike'-gruppen, hvor cyklen af mærket Centurion allerede var sat til salg. Han tog derefter kontakt til hæleren, og de aftalte at mødes ved Forum omkring kl 16.

I den forbindelse havde cyklens oprindelige ejer også kontaktet politiet, og en patrulje var ligeledes mødt ved handlen. Her blev litaueren anholdt og sigtet, men løsladt igen på stedet.

Få timer senere blev politiet atter kontaktet i forbindelse med en handel, hvor en cykel - denne gang en Nihola-trehjuler - viste sig at være stjålet.

Cyklen forsvandt fra en adresse i Kastrup på Amager 29. januar.

Køberen - en ung kvinde - havde forud for handlen fået oplyst et stelnummer, der ikke var registreret som stjålet. Men da hun mødtes med litaueren tæt på sin bolig i Istedgade, viste det sig, at det oplyste stelnummer ikke var korrekt.

Cyklen viste sig at have et fuldstændigt andet nummer banket ind i stellet. Og da hun via en smartphone-app tjekkede det korrekte nummer, viste det sig at cyklen var stjålet.

Atter blev politiet tilkaldt, og denne gang slap litaueren ikke for at komme med på stationen.

Nægtet sig skyldig
Ved dagens retsmøde bedyrede han sin uskyld. Han forklarede, at han samlede forladte cykler op på gader og stræder, som han satte i stand og derefter solgte.

Direkte adspurgt forklarede han, at det ofte drejede sig om cykler, der var markeret med gult bånd, der påviste at de var efterladt. Den kunne han godt tage, mente han.

Den pågældende Nihola-cykel, han havde forsøgt og sælge i Istedgade, havde han købt for nogle måneder siden på et loppemarked på Nørrebro, hvor der kun blev handlet med gamle cykler, forklarede han via tolk.

Anklageren undrede sig over, at han brugte et andet navn på den facebook-profil, som han solgte cyklerne fra:

- Sådan er det, svarede han.

Ved grundlovsforhøret fortalte han, at han ikke havde noget værksted. Enten reparerede han cyklerne på gaden, eller også gjorde han det i en aflåst cykelparkering ved Østerport.

Han forklarede, at han - fraset enkelte besøg i Litauen - har opholdt sig i Danmark i godt tre år, hvor han fort tiden bor i et lejet værelse i Alibertslund.

Som tidligere beskrevet havde politiet kigget hans telefon igennem, da han blev anholdt. Og telefonen indeholdt mange billeder af forskellige cykler - alle billederne var taget i det offentlige rum.

Og samtidig havde han til den unge kvindelige køber til Nihola-cyklen oplyst, at han havde endnu en Nihola på lager, der var i bedre stand.

På den baggrund mistænker politiet den 26-årige for at stå bag organiseret cykeltyveri i stor stil.

En mistanke, som dommeren fandt begrundet, og derfor blev litaueren ved dagens retsmøde varetægtsfængslet i foreløbigt 11 dage, mens politiet efterforsker sagen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere