Litauere gemte varer i sommerhus: Så fik Thomas en god idé

Den havde de to unge østeuropæiske kriminelle ikke lige set komme

PR-foto
PR-foto

Så er der opklaret endnu en sag med østeuropæiske kriminelle, som systematisk plyndrer danske hjem og webshops.

Det var en kvik medarbejder, Thomas, hos Odense-virksomheden Texas, som førte politiet på sporet af to mænd fra EU-landet Litauen.

Stjålne kreditkort
- Vi havde over en periode løbende leveret en håndfuld robot-plæneklippere bestilt af personer med østeuropæisk klingende navne, fortæller Johnny Hegaard Lolk, direktør i Texas.

- Det viste sig, at plæneklipperne var købt med stjålne kreditkort, men det opdagede vi desværre først, når produkterne var afsendt og hentet af gerningsmændene.

Leveret til pakkeshops
De kompakte plæneklippere kostede omtrent 6000 kroner stykket. De kunne på grund af en beskeden størrelse og vægt leveres til GLS-pakkeshops i kiosker i Vejle, Juelsminde og Hornsyld.

Her hentede litauerne maskinerne ved at fremvise falske polske sygesikringsbeviser og pas, som passede til de navne, produkterne var 'købt' i.

- Men det projekt syntes vi altså ikke, de skulle fortsætte med, siger Johnny Hegaard Lolk.

Gemte GPS-sender
- Så da vi atter modtog en suspekt ordre, sendte vi en brugt og defekt plæneklipper i en sprit-ny kasse, hvori der lå en GPS-sender skjult. Der var vores gode kollega Thomas, som fik ideen.

Da GPS-signalet afslørede, at litauerne var ved at hente pakken, kontaktede Texas politiet, som rykkede ud og anholdt litauerne på hhv. 22- og 25 år.

Hæler-rede
De havde en nøgle til et lejet sommerhus i Juelsminde, som viste sig at være en hæler-rede med tyvekoster for langt over 100.000 kroner - fra en lang række webbutikker.

Så de blev ifølge Vejle Amts Folkeblad dømt for hæleri og fik hhv. seks og ni måneders fængsel plus udvisning af Danmark i seks år.

Anklagemyndigheden vurderer, at de dømte er 'små fisk' sendt til Danmark af organiserede kriminelle, der orkestrerede det avancerede setup.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere