Live: Syv anholdt i antiterroraktioner

Flere personer anholdt i nat - brødre jagtes fortsat

Bevæbnet politi med tunge køretøjer er i hælene på gerningsmændene. (Video: AP)

Den første af de formodede tre terrorister blev i nat anholdt, efter han meldte sig selv på en politistation.

Det oplyser det fransk nyhedsbureau AFP.

Ekstra Bladet følger situationen live. Følg dækningen her:

Live Blog Skyderi på fransk magasin
 
 

Yderligere en person skulle være blevet anholdt i bydelen Charleville-Mézières. Angiveligt er det et familiemedlem til en af de mistænkte.

Flere politikilder bekræfter overfor den franske avis Le Monde, at syv personer er blevet  anholdt efter nattens antiterroraktioner.

Det var i Charleville-Mézières, at den 18-årige Mourad Hamyd boede. Han er anholdt for at have hjulpet de to terrormistænkte, der fortsat er på flugt - den 32-årige Chérif Kouachi og den 34-årige Saïd Kouachi - der er brødre.

Politiet offentliggjorde kl. 03.00 billeder og en officiel efterlysning af de to mænd, der - ikke overraskende - beskrives som farlige.

Samtidig er det kommet frem, at det franske politi samarbejder med amerikanske FBI om at indkredse eventuelle oplysninger om de terrormistænkte.

Den 18-årige er nu i politiets varetægt. Ifølge AFP overgav han sig til myndighederne ved 23-tiden efter, han havde set sit navn cirkulere på de sociale medier.

Mourad Hamyd gik angiveligt selv ind på en politistation i Charleville-Mézières.

Det var omkring dette tidspunkt, at antiterrorenheder slog til på forskellige adresser i og udenfor Paris.

Bl.a. blev en lejlighed i Reims ransaget, men de to hovedmistænkte Said og Cherif Kouachi er fortsat på fri fod.

Fransk politi kender den ene af de mistænkte i forvejen.

Den 32-årige Chérif Kouachi blev angiveligt i 2008 dømt for at hjælpe unge fra Frankrig til Irak for at deltage i hellig krig.

I 2010 iværksatte politiet en overvågning af Cherif Kouachi, men på grund af manglende beviser blev overvågningen indstillet efter få måneder.

Ifølge den franske avis Libération var Chérif Kouachi ikke særligt troende. Blandt andet havde han kærester, røg og drak alkohol.

Men efter sagerne om mishandling af fanger i Abu Ghraib fængslet, blev han mere radikaliseret.

Kouachi-brødrene mistede som børn begge forældre, der var algeriske immigranter. De blev født i Paris og voksede op i byen Rennes, før de senere flyttede tilbage til den franske hovedstad. Her arbejdede Chérif Kouachi som pizzabud, skriver Libération.

34-årige Saïd Kouachi er ligesom sin bror fransk statsborger. Det franske medie Linternaute.com skriver, at politiet kom på sporet af de tre formodede gerningsmænd, efter at Saîd Kouachis id-kort blev fundet i flugtbilen, som de maskerede mænd kørte væk i efter massakren.

1 af 3 Politiet arbejder i en af de lejligheder, der blev stormet i nat. (Foto: AP)
2 af 3 Politiets eksperter arbejder på gerningsstedet. (Foto: AP)
3 af 3 De to brødre - Saïd til ventre og Chérif til højre. (Politifoto)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere