Livsfarlig tendens: Sådan sikrer du dig mod løse hjul på bilen

Det kan koste dig eller andre i trafikken livet, hvis du mister et hjul under kørslen. Alligevel er det utrolig svært for politiet at opklare sagerne

19-årige Alexander Holzendorff mistede i går herredømmet over sin bil, da venstre forhjul pludselig faldt af. Udover alvorligt piskesmæld slap han og andre trafikanter med skrækken. Foto: Alexander Holzendorff.
19-årige Alexander Holzendorff mistede i går herredømmet over sin bil, da venstre forhjul pludselig faldt af. Udover alvorligt piskesmæld slap han og andre trafikanter med skrækken. Foto: Alexander Holzendorff.

Hvad der startede som et problem i Jyllinge har nu spredt sig over Sjælland.

Ukendte gerningsmænd løsner hjulboltene på sagesløse folks biler, og i går kunne det være gået helt galt, da Alexander Holzendorff efter eget udsagn pludselig mistede sit venstre forhjul og forulykkede.

Se også: Alexander fik løsnet hjulboltene: - Nu skal jeg dø

Heldigvis kom ingen alvorligt til skade, men det er meget svært for politiet at opklare disse sager, fortæller Henrik Karlsen, vagthavende ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi håber på, at nogen har set noget, og på den måde kan hjælpe os, for vi har sjældent nogen beviser at gå efter. Derfor anbefaler vi folk at tjekke deres hjulbolte, inden de kører afsted.

Hav en hjulnøgle med
Mens det kan synes besværligt at skulle tjekke sine hjul hver eneste gang, man skal ud at køre, så er det det eneste rigtige, hvis man vil være helt sikker, lyder det fra FDM.

- Det sikreste er simpelthen at have en hjulnøgle i bilen, og så tjekke hjulene, inden man kører. Kan man dreje boltene uden at lægge mange kræfter i, så er der noget galt, siger Jørgen Jørgensen, tekniker hos FDM, bilejernes interessorganisation.

Se også: Vanvittig trend breder sig: - Det kan slå folk ihjel

Særlige hjulbolte
Der er dog også andre ting, der kan hjælpe og måske få den kriminelle til at miste interessen for netop dine hjulbolte, mener Anders Richter, redaktør på Bil Magasinet.

- Ved at bruge én låsebolt per fælg, kan man gøre det meget besværligt at få alle fem bolte løsnet. Men det er klart, at hvis de fire andre er løse, er det ikke optimalt, at kun låsebolten holder fælgen på. Men det kan være en ekstra sikkerhed.

- Man kan også mærke sine hjulbolte op med noget lak, så man kan se, hvor de har siddet ift. fælgen. På den måde kan man se, om bolten har rykket sig. Kører man med hjulkapsler, kan man sætte kapslerne fast med strips, og dermed kan man ikke komme til hjulboltene, medmindre man klipper dem af, siger Anders Richter.
Artiklen fortsætter under billedet.

Såkaldte låsebolte, som der ses her, fås i forskellige varianter, former og priser. Fælles for dem er dog, at man skal bruge en særlig adapter for at kunne skrue dem ud. Normalt isætter man én låsebolt pr. hjul i stedet for den almindelige hjulbolt. Et sæt med fire låsebolte koster fra et par hundrede kroner og op. Foto: McGard Lug Bolt Wheel Locks
Såkaldte låsebolte, som der ses her, fås i forskellige varianter, former og priser. Fælles for dem er dog, at man skal bruge en særlig adapter for at kunne skrue dem ud. Normalt isætter man én låsebolt pr. hjul i stedet for den almindelige hjulbolt. Et sæt med fire låsebolte koster fra et par hundrede kroner og op. Foto: McGard Lug Bolt Wheel Locks

Han understreger dog, at det sikreste er at tjekke sine hjulbolte med en nøgle, ligesom man skal være opmærksom på rystelser og vibrationer og få stoppet bilen med det samme, hvis det sker.

Se også: Dansk by plages igen af farlig kriminalitet: Pludselig faldt hjulet af midt under kørslen

Otte år
Bliver man taget i at løsne hjulboltene på en bil uden ejerens vidende, så kan det betyde mange år i fængsel.

- Vi betragter det her som meget alvorligt. Det kan slå folk ihjel, og fanger vi nogen i at gøre det, så sigter vi dem for at bringe andres liv i fare, og det har altså en strafferamme på op til otte år, siger Henrik Karlsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere