Livstid for kniv- og pistoldrab på kone og børn: Han stak dem 85 gange

Firedobbelt drabsmand anker livstidsdom for familiedrab i Brønshøj

Hør hvordan den 39-årige mand reagerede, da han fik sin livstidsdom. Producer: Martin Lorentsen

Det var et enigt nævningeting, der torsdag i Retten på Frederiksberg idømte den 39-årige Hedaiatullah Mahmoud fængsel på livstid for at have dræbt sin kone og tre børn.

Efter en kort samtale med sin forsvarsadvokat valgte Hedaiatullah Mahmoud at anke dommen til landsretten med krav om en behandlingsdom. 

Drabet fandt sted en aprilmorgen sidste år i familiens lejlighed i Brønshøj. Her dræbte den 39-årige sin hustru med flere slag, to pistolskud og seks stik- og snit sår mod hovedet og kroppen.

Bagefter dræbte han parrets børn med skud i alt 79 knivstik og snit i hovedet og halsen. De blev henholdsvis 15, 13 og fire år.

Artiklen fortsætter under billedet.

(Foto: Kenneth Meyer)
(Foto: Kenneth Meyer)
 

Ville skydes af betjente

Efter drabene prøvede den 39-årige at begå selvmord, men da pistolen klikkede, forsøgte han i stedet at få betjentene til at skyde ham. 

Flere gange under sin surrogatfængsling på psykiatrisk afdeling har den nu dømte forsøgt at begå selvmord. 

Sagens stridspunkt var, hvorvidt den 39-årige var sindssyg, da han sidste år udslettede sin familie, eller om han sidenhen udviklede en psykotisk tilstand.

Anklager Sidsel Klixbüll dokumenterede, at samtlige lægefaglige instanser og Retslægerådet har vurderet, at Hedaiatullah Mahmoud ikke var psykotisk, da han udførte drabene.

Den 39-årige sad som forstenet og stirrede tomt ud i luften, mens anklageren læste op fra de lægelige vurderinger og personundersøgelsen. Her kom det blandt andet frem, at den dømte har afghanske rødder og blev familiesammenført til Danmark som 11-årig.

På drabstidspunktet havde den 39-årige et misbrug af alkohol og hash samt en anseelig gæld – herunder til kriminelle kredse. 

Først da forsvarsadvokat Asser Gregersen efter cirka en time fremførte sin procedure, drejede Hedaiatullah Mahmoud hovedet og kiggede i retning mod tilhørerpladserne, hvor tre pårørende til familien sad. 

Råbte skældsord

Den 39-årige fortrak ikke en mine, da retsformanden afsagde livstidsdommen.

Efter dommen iførte to uniformerede betjente den dømte et fikseringsbælte, før han blev ført ud af retten.

I mens rejste tre pårørende sig og råbte på et fremmedsprog gennem det skudsikre glas, som adskilte dem fra drabsmanden.

Bagefter ønskede de ikke at fortælle Ekstra Bladet, hvad de råbte, men der var ingen tvivl om, at der var tale om skældsord rettet mod den 39-årige. 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere