Løb ind i sit brændende hus og døde

En ældre mand trommede hårdt på en gryde for at skaffe opmærksomhed og bad nabo ringe 1-1-2, før han løb ind igen i sit brændende hus

Her bryder flammerne frem igen. Video: Kenneth Meyer

En ældre mand, som politiet formoder er husets beboer, blev i dag fundet død i entreen til sit brændende hus på hjørnet af Snedronningvej og Rødhættevej i Herlev.

Det var en nabo, der slog alarm klokken 08.18, da manden kom løbende ud af huset og råbte til naboen: - Ring 112, ring 112.

Men så løb manden ind i huset igen, og han kom aldrig ud. Politiet formoder, at han enten ville forsøge at slukke branden eller redde noget værdifuldt ud af huset.

- Han bliver fundet død lige indenfor i entreen, siger vagtchefen hos Københavns Vestegns politi Lars Guldborg.

Politiet har nu underrettet de pårørende til den 81-årige mand. der er af kinesisk afstamning, men har familie her i landet.

Han er ikke formelt identificeret. Det sker formentlig først i forbindelse med ligsyn og obduktion, men politiet mener, der er tale om husets beboer. Han har boet i huset siden 1980.

En nabo fortæller til Ekstra Bladet, at manden, der har tre børn, tilsyneladende forsøgte at påkalde sig opmærksomhed, da branden brød ud ved at tromme hårdt på en gryde.

- Det var en lidt irriterende lyd, så jeg kiggede ud af vinduet, men kunne ikke se noget. Jeg troede, det var nogle børn, der holdt fastelavn, fortæller naboen. Det bankede også på hans dør ved 08-tiden, men han lukkede ikke op, fordi han ikke vidste, hvem der stod udenfor.

- Naboen plejer altid at ringe på døren, når han kommer, og ikke banke på, fortæller han. Kort efter kom brandvæsenet.

- Der var så meget røg, at man ikke engang kunne se huset på den anden side af vejen, fortæller naboen.

Den 81-årige mand, der er tidligere kok og restauratør og har haft en kinesisk restaurant på Herlev Hovedgade, taler ikke så godt dansk, og det er måske derfor, han ikke selv ringede til 1-1-2, men i stedet påkaldte sig naboernes opmærksomhed.

Så voldsom var branden, da brandvæsenet nåede frem. Foto: alarm112danmark.dk
Så voldsom var branden, da brandvæsenet nåede frem. Foto: alarm112danmark.dk

- Brandvæsenet er stadig i gang med den sidste efterslukning. Der er flere 'lommer' med ild, der skal slukkes, sagde vagtchef Lars Guldborg, Københavns Vestegns politi, tidligere.

Det bekræfter naboen til huset, der fortæller, at brandvæsenet blandt andet har væltet en gavl og at hele førstesalen på huset stort set er væk.

Politiets efterforskere har endnu ikke været inde i huset og brandårsagen er ukendt.

- Umiddelbart er der ikke noget mistænkeligt. Det tyder på, at der er sket en eller anden form for uheld, siger vagtchef Lars Guldborg.

Huset i Herlev ses her overtændt. (Foto: Kenneth Meyer) 112 - 19. feb. 2017 - kl. 08:49 Voldsom brand i villa: En person fundet livløs

Branden var meget voldsom. Da Beredskab Øst nåede frem, var hele huset overtændt. Det lykkedes at slå ilden ned, men så brød den igen igennem i taget.

Beredskab Øst sendte ni køretøjer til branden.

- Det var en meget voldsom brand. Jeg sendte to røgdykkerhold ind i huset, men det hele var så overtændt, at de måtte trækkes ud igen, så vi kun slukkede udvendigt, siger indsatsleder Jørgen Fischer, Beredskab Øst.

- Ilden kan godt have brændt længe, inden den bliver opdaget, og manden løber ud af huset. Vi får at vide, at han 'trommer' på en gryde for at få opmærksomhed og at han bliver set løbe ind i huset igen. Så vi var med det samme klar over, at der formentlig var nogen i huset, siger indsatslederen.

Slukningen blev kompliceret af, at der er asbest i eternittaget på huset. Tagpladerne sprængte under branden og dele af dem endte i nabohaverne.

- Vi er nødt til at køre den store 'asbest-pakke', så alle branddragter, slanger og køretøjer skal renses, og der skal ryddes op på stedet af skadeservice, siger Jørgen Fischer.

Skærm

Hent flere
Hent flere