Løfter lidt af sløret for mystisk aktion

16 køretøjer blev standset ved aktionen, der er et led i indsatsen mod rocker-bandemiljøet

Se optagelser fra lærkereden her. Video: Kenneth Meyer

Politiet havde rullet et større arsenal ud under en politiaktion omkring rastepladsen Lærkereden på Helsingørmotorvejen i går eftermiddag.

Blandt andet blev en limousine stoppet, og en flok festklædte mennesker, der var på vej til et bryllup, fik plasticstrips om hænderne.

I går eftermiddag var pressekoordinator ved Nordsjællands Politi, Henrik Suhr meget fåmælt om aktionen, og sagde blot, at der var tale om et § 77-eftersyn, der giver politiet lov til at undersøge køretøjer uden konkret mistanke om et strafbart forhold.

I dag har politiet sendt en pressemeddelelse ud, der fortæller lidt mere om aktionen.

- I forbindelse med Nordsjællands Politis generelle indsats mod personer med relation til rocker-bandemiljøet blev der tirsdag eftermiddag gennemført en aktion mod et antal køretøjer, der blev standset på rastepladsen Lærkereden, skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

- Ved aktionen blev der kontrolleret 16 køretøjer samt førere og passagerere. Der blev ikke fundet ting af politimæssig interesse for aktionen, skriver de.

Pressekoordinator ved Nordsjællands Politi, Henrik Suhr, fortæller til Ekstra Bladet, at der ikke blev anholdt nogen ved aktionen.

- På billederne skal man se, at flere har strips om håndledderne. Er det almindelig praksis?

- Jeg har ingen yderligere kommentarer, siger Henrik Suhr.

Ekstra Bladet talte i går eftermiddag med vagtchefen hos Vestegnens Politi, der fortalte, at de var blevet gjort opmærksomme på følget af Nordsjællands Politi og assisterede ved aktionen.

Efterfølgende var de opmærksomme omkring bryllupsfesten, der foregik i Glostrup.

- Vi var opmærksomme på det i forhold til, at det, der har været, tidligere på dagen, kunne måske give anledning til et eller andet.

- Vi har haft patruljemæssigt tilsyn. Vi kører forbi en gang imellem og påser, at det foregiver i god ro og orden, siger vagtchefen hos Vestegnens Politi.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere