Løkke om overfald på dansker: 'Jeg væmmes'

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) håber, de græske myndigheder følger overfaldet på dansk-afghaner og to asylsøgere til dørs

28-årige Ahmad Walid Rashidi med brækket næse efter overfaldet i Athen. Privatfoto
28-årige Ahmad Walid Rashidi med brækket næse efter overfaldet i Athen. Privatfoto

Overfaldet på den danske statsborger Ahmad Walid Rashidi og to af hans kammerater i Grækenland har fået tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til tasterne.

'Jeg væmmes - og håber inderligt, at de græske myndigheder følger det til dørs,' skriver Venstre-politikeren blandt andet i et opslag på Facebook.

Rashidi blev 11. juli blev overfaldet under en bytur i Athen. Episoden kostede ham en brækket næse, et brud på temporalknoglen i øret med nedsat hørelse til følge samt en ødelagt benprotese.

Rashidi kom til Danmark som otteårig og havde mistet sit ene ben under sin opvækst i Afghanistan.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

Den nu 28-årige var på ferie i Grækenland, da han mødtes med en iransk kammerat, som han lærte at kende under en lignende rejse for fire år siden.

De to venner aftalte at gå i byen lørdag 11. juli og genbesøge nogle af de barer, de tidligere havde været på sammen. Kammeraten, der er asylsøger i landet, medbragte en landsmand, som også har søgt ophold i det kriseramte EU-land.

Byturen endte med, at de tre kammerater blev slået ned. Ifølge deres forklaringer af en gruppe på syv til ti personer, hvoraf flere var dørmænd på den natklub, trioen var på vej ind på.

Se også: Græsk fremmedhad: Dansker lemlæstet af dørmænd

Ahmed Walid Rashidi fik efter overfaldet fat i en telefon og slog alarm til politiet, da han kom til sig selv efter overfaldet i Athen. Godt en halv time senere dukkede politi og ambulance op, men mødet med den lokale ordensmagt var nedslående.

'Vi kan ikke løse sagen,' sagde en betjent til mig, oplyser Rashidi og forklarer, at han protesterede over politiets passivitet på gerningsstedet i Athen.

- De registrerede ingen vidner eller andet. Jeg fik at vide, at jeg kunne tage med på hospitalet eller blive fri for at blive behandlet.

Nu er Rashidi på vej tilbage til Grækenland med håbet om at råbe lokale politikere og politi op – herunder det stærkt højreorienterede Gyldent Daggry. I et møde med Ekstra Bladet før afrejsen fortalte han mandag, at hans motiv er at sætte fokus på det i hans øjne stigende fremmedhad.

Fortovet foran natklubben KimZu i Athens festgade var dækket af blodpletter efter dørmændenes angreb. Privatfoto
Fortovet foran natklubben KimZu i Athens festgade var dækket af blodpletter efter dørmændenes angreb. Privatfoto
 

Om opbakningen fra Løkke skriver Rashidi til Ekstra Bladet:

'Har fået en sød sms fra ham. Og det er da rart at se, at det blåstempler sagens alvor, som er større end mine brækkede dele.'

1 af 2 Ahmad Walid Rashidi blev forvekslet med en asylsøger i Grækenland og tæsket. Foto: Stine Tidsvilde
2 af 2 28-årige Ahmad Walid Rashidi med brækket næse efter overfaldet i Athen. Privatfoto