Løsladt: 16-årig dreng sigtet i voldtægtssag

To unge mænd blev fredag formiddag fremstillet i retten på Frederiksberg. Der var dobbelt lukkede døre med den begrundelse at flere i sagskomplekset er mindreårige

En tydeligt nervøs og hektisk tyggegummi-gnaskende 16-årig dreng blev til formiddag som den første afhørt bag lukkede døre i Retten Frederiksberg i en gådefuld sag om en alvorlig sædelighedsforbrydelse, som også har ført til anholdelse og sigtelse af en anden ung mand.

Ekstra Bladet erfarer, at der er tale om en voldtægtssag efter straffelovens paragraf 216, stk. 1.

Men det er uklart, hvem den forurettede er, og hvor og hvornår det mulige overgreb af ukendt omfang skal have fundet sted ifølge sigtelserne.

Dommeren fulgte politiets anklager, Anders Larssons anmodning om at få dørene lukket, før sigtelserne i detaljer blev læst op for de sigtede, de to mænds forsvarere og de familiemedlemmer, der var til stede. Det er det, man populært kalder for dobbeltlukkede døre. Det støttede forsvarerne Henrik Stagetorn og Niels Henrik Kromann.

Anders Larsson begrundede sit ønske med, at flere i personkredsen i sagen er mindreårige, at der kan være udsigt til flere anholdelser, og at de involverede i sagen med hans ord færdes i 'samme miljø'.

Bakket op af forældre
Den 16-åriges navn og tilhørernes sproglige og fysiske udtryk i retten efterlod ikke tvivl om, at der er tale om en personkreds med mellemøstlig baggrund.

Drengens forældre var til stede, og der var desuden et par unge mænd, der præsenterede sig selv som 'hans brødre'.

Der var også fra Anders Larssons side en helt fjerde begrundelse for at gennemføre grundlovsforhørene for dobbelt lukkede døre, som mere end antyder, at sagen i de sigtedes bagland har vakt stor bestyrtelse.

- Der foregår forsøg på en bevispåvirkning og forsøg på at forpurre sagens efterforskning, sagde Anders Larsson i den åbne del af retsmødet på Frederiksberg.

Folk, der kendes skyldige i en voldtægtssag, risikerer at blive fængslet i op til otte år, og har sagen særligt alvorlig karakter eller er der andre skærpende omstændigheder kan det i yderste fald kaste 12 års fængsel af sig.

Efter endt afhøring blev de to sigtede mænd løsladt, fordi der efter dommerens mening ikke var en tilstrækkelig mistanke. Det oplyser anklager Anders Larsson.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere