Løsladt af politiet: Så stjal han rengøringsdamens cykel

En mand blev fredag formiddag løsladt i Padborg. På vej væk fra politistationen stjal han rengøringsassistentens cykel

En 22-årig mand blev fredag formiddag løsladt i Padborg, efter han var blevet anholdt ved banegården. Manden fejrede sin genvundne frihed med at begå tyveri på politistationen.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Træt af situationen
- Da manden bliver løsladt, ser personalet, at han er fræk nok til at stjæle en cykel. Men de når ikke at få fat i ham, inden han er væk, fortæller Jan Lindholdt, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Den stjålne cykel tilhører rengøringsassistenten på politistationen.

- Jeg tror nok, hun var lidt træt af situationen, siger Jan Lindholdt.

Anholdt igen
Men historien stopper ikke her.

- Lidt senere på dagen støder vi igen på ham ved banegården. Og da har han lige pludselig lommerne fyldt med alt muligt andet end det, han havde, første gang vi anholdt ham, fortæller Jan Lindholdt.

- Han indrømmer så, at det er fra et indbrud, han har begået, efter han blev løsladt.

Politiet tager derfor manden med på stationen igen, hvor han endnu engang kan nyde godt af deres gæstfrihed.

- Har I fundet cyklen igen?

- Det ved jeg faktisk ikke. Mon ikke den står nede ved banegården, siger Jan Lindholdt.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere